1950’erne er temaet for dette års Golden Days-Festival. Det er en periode, som rummer store visioner for fremtiden, og mange af rødderne til 1960’ernes store opbrud skal findes i 1950’ernes amerikanisering og spirende ungdomskultur. Det er i 1950’erne, at den moderne velfærdsstat for alvor begynder at tage form, og i samme periode indtager kunst og kulturliv en helt ny rolle i det danske samfund.
I denne bog deler Klaus Rifbjerg, Hanne Reintoft, Maria Marcus og Hans Hertel ud fra hver deres udgangspunkt deres erindringer om denne periode, hvor de selv blev voksne. Læs bl.a. om den overvældende oplevelse af Amerika, om mødet med den sociale armod i København, om snærende kønsroller, om at være menig dansk soldat under den kolde krig og meget, meget mere.
Desuden fortæller journalisten Pernille Stensgaard om hverdagsliv, forbrug og boligbyggeri i de nye forstæder, historikeren Nils Arne Sørensen fortæller om amerikaniseringen af det danske samfund, historikeren Rasmus Mariager om den kolde krigs Danmark i 1950’erne, og kulturforskerne Michael Fjeldsøe, Morten Michelsen, Jens Tang Kristensen og Liza Burmeister Kaaring beretter om kulturlivet i perioden, da kunst for alvor blev med stort K – samtidig med at Morten Korch fejrede store folkelige triumfer.