Bogens titel At studere sygepleje – find din vej gennem sygeplejerskeuddannelsen markerer, at der er tale om andet og mere end en studiehåndbog. Bogen retter sig specifikt til studerende i sygeplejerskeuddannelsen og er tænkt som en hjælp særligt i det første studieår. Den tydeliggør de forventninger og krav, der er til den studerende, og den rolle, den studerende spiller i de forskellige sammenhænge, den studerende indgår i under sygeplejestudiet. Bogen tydeliggør også de forventninger og krav, der er forbundet med start på en videregående uddannelse.
Bogens fire kapitler bidrager med praktisk information, ideer, gode råd og vejledning til, hvordan den studerende kan navigere i uddannelsen med henblik på at optimere sin studiefaglige indsats og trivsel i studiet. Der er bl.a. fokus på de udfordringer, der er forbundet med at planlægge selve studiet, studierne i teoretisk og klinisk undervisning og på håndtering af mulige konflikter, der kan opstå undervejs i den personlige og faglige læring og udvikling, som et studium uvægerligt er forbundet med.
At studere sygepleje er bogens fokus. Der er kapitler, der fagspecifikt retter sig mod de teoretiske og kliniske studier i sygepleje gennem uddannelsen, hvor der inddrages en række eksempler, som er med til at udfolde, hvordan sygepleje kan studeres. Bogen behandler centrale spørgsmål som: Hvordan møder du en patient? Hvordan samarbejder du med en vejleder? Hvordan bliver du bevidst om din måde at lære på, herunder hvilke metoder er centrale for din læring? Hvilken betydning har en studiegruppe for din læring og trivsel? Hvordan håndterer du det, at gå til eksamen? Studier i det kliniske felt er for mange studerende forbundet med store forventninger, glæde og nysgerrighed, men også med en uro for ikke at kunne leve op til det ansvar, der er indlejret i sygeplejerskers funktions- og virksomhedsområde. Kapitlet om kliniske studier anviser veje til, hvordan den studerende kan arbejde med at udvikle sine fagspecifikke kompetencer i klinikken.
Sygeplejerskeuddannelsens struktur betyder, at den studerendeskal igennem en del interne og eksterne prøver i løbet af studiet. Det er forfatternes erfaringer, at prøver for en del studerende kan være forbundet med en vis nervøsitet og for nogle konkret eksamensangst. Bogen behandler derfor denne problematik i et særskilt kapitel. Det er bogens intention at være en brugbar og let tilgængelig
bog, hvorfor der i fremstillingen er lagt vægt på læsevenlighed, en genkendelig struktur og en henvendthed direkte til den studerende. Målgruppen er sygeplejestuderende, men også undervisere, studievejledere og kliniske undervisere/kliniske vejledere som uddanner sygeplejestuderende vil kunne finde inspiration i bogen med henblik på at understøtte den studerendes læring og trivsel.
Forfatterne er alle sygeplejersker, som har en særlig viden og erfaringer med teoretisk og klinisk undervisning, vejledning og studievejledning gennem mange år i sygeplejerskeuddannelsen.
| København, juli 2012 |
|
|
Eva Fink, Eva Hoffmann, Kitt Vestergaard
|
|