(...) ”I DE VARME SOMRE i 1930'erne kortlægger ingeniør-familien 'inddæmningsmuligheder' over det meste af landet.
Som en anden Lykke-Per, men med hele familien på slæbetov, giver den enarmede ingeniør Markersen sig hen i sine storstilede visioner for det endnu uberørte land. Helt ud i de fugtige hjulspor ved fjorden og op gennem de yderste klitter langs med havet kravler Buicken, møjsommeligt og med hyppige stop. Med den evige cigar i munden styrer Markersen selv det tonstunge automobil fra den ene fjordbred til den næste.
Familien venter trofast inde på land, mens Hans Majestæt, som de kærligt kalder den egenrådige patriark, og snart også sønnen Knud Harald, vader derud hvor kun knortegæs og pibeænder kommer for at græsse vadegræs på det lave vand. Troldmanden og hans lærling henter jordprøver og måler bunddybder. Knud Harald har tidligt måttet lære at give en hånd med.
Man kan se scenen for sig: De gule vipstjerter flyver ængsteligt pippende op, allerede når Markersen skræver over pigtrådshegnet. På de frodige enge nivellerer han, skridter afstandene ud gennem klynger af hindeknæ, strandasters og stærkt duftende strandmalurt, mens han forestiller sig dæmningernes lige linjer skære på tværs. Viber skriger, rødben tyttelytter, mens engens politibetjent – den store kobbersneppe – styrtdykker mod den flittige fredsforstyrrer. Som anede den, hvad den trivelige ingeniør brygger på af planer.
Markersen kortlagde også de enge, hvor storkefamilierne fra Randers, Mariager og Hobro i hine tider samledes i store augustflokke for at øve flyvekunsten, før trækket gik sydover. På mange af de vidstrakte engdrag, han besøgte i 1930'erne, må han have set de kønne fugle spankulere omkring. De gode 'inddæmningsmuligheder' var jo netop storkeland.” (...)
(...) ”DET KAN IKKE gå for stærkt med at komme i arbejdstøjet.
Torsdag den 14. november 1940 bliver loven om statsstøtte til landvinding vedtaget i Folketinget, og tirsdag den 19. november afholdes det første møde i Statens Landvindingsudvalg.
Hen over weekenden er det lykkedes at samle den håndfuld mænd, som gennem de næste tre årtier skal bruge mere end fire milliarder nutidskroner på at omforme det danske landskab. Klokken 10 om formiddagen træder de sammen i værelse nr. 2 på Rigsdagen. Alle er mødt, ingen sender afbud.
Megen tid er der næppe blevet brugt på at præsentere de udvalgte. Det er ikke nødvendigt, de fleste kender jo hinanden i forvejen. Enten har de tidligere arbejdet direkte sammen eller i det mindste siddet i samme udvalg.
Alle deler de også den samme faste tro på sagen. Gennem flere år har de arbejdet hårdt og målrettet for at fremme den. Endelig er de nået frem til start. Nu skal det store projekt sættes i gang. En ny tid kan begynde.
For bordenden sidder formanden, Landbrugsministeriets farverige departementschef Julius Washington Wilcke. Den 65-årige jurist er kendt som en udpræget ener. Han berømmes for sin store arbejdsevne, men er også berygtet for et voldsomt og egensindigt temperament og en åbenmundethed, der i besættelsestidens sidste år tvinger ham på flugt over Øresund.
Wilcke er dog også en mand, der ejer tvivlens nådegave, skal det vise sig. Når det gælder de store projekter, som radikalt vil ændre landets udseende og derfor blive mødt med omfattende protester i offentligheden, som f.eks. udtørringen af Filsø nordvest for Varde og Slivsø syd for Haderslev, så ryster den egensindige departementschef alligevel på hånden.
Det er der så andre, der ikke gør.
Af afgørende betydning for det uhyre effektive – og stort set gnidningsløse – samarbejde, der kommer til at præge udvalgets fem første og mest arbejdsomme år, er Wilckes dybe engagement i den stærke treenighed mellem partiet Venstre, Landbrugsministeriet og Hedeselskabet. Wilcke kender det politiske spil omkring selskabet ud og ind. Han har selv været en del af det, på godt og ondt, som medlem af bestyrelsen siden 1932.”
(...) ”I 1955 HAVDE BASSE stadig fire år tilbage på højdepunktet af sin karriere. Tålmod og flid havde ført ham langt. Men foran ham ventede der stadig et stort slag: kampen for landvinding på søterritoriet var endnu ikke vundet.
Basses formidable evner som ”projektskrædder” havde skabt succesen. Den byggede på en klar strategi, som man nok i dag ville kalde ”salamitaktik”. Kunne han ikke få det store projekt igennem ved første forsøg, skar han det smidigt op i flere mindre, der med tidens fylde alligevel ville resultere i samme helhedsløsning. Den store Filsø-afvanding, hvor man først nøjedes med Søndre Sø i 1941 for at neutralisere modstanderne og derefter tog Mellemsøen i 1947, var et skoleeksempel på direktørens evner.
Skjern Å-projektet, som Hedeselskabet havde talt for siden 1886, fik Basse også skåret til, men først efter flere forsøg. Eller tørlægningen af Gøl-Øland-Attrup, hvor han klogt delte projektet, for at få isoleret det problematiske område, Ulvedybet. Det mest karakteristiske træk ved Basses strategi var dog, at han aldrig – eller i det mindste kun særdeles modvilligt – helt opgav et potentielt projekt. Fornemmede han stærk modstand, lod han hellere sagen vente, end risikere en konfrontation. Det har ingen hast for den, der tror.
Og så var der hans legendariske flid. Hans arbejdsevne var af et sådan format, at den ville have fået en slider som Mads Skjern fra tv-serien Matador til at ligne en dovenlars, selvom de to havde mange andre karaktertræk til fælles.
I 1955 kan Niels Basse se tilbage på 10-15 store projekter, han har fået gennemført, trods meget stærk modstand. Det er dem, han og Hedeselskabet vil blive husket for, på godt og på ondt. Langt flere satte han dog i værk uden de store sværdslag. Den 11. maj 1955 oprettes sag nr. 1750 i landvindingsudvalgets journal. Dagen efter dør Niels Basses kone i en alder af 60 år.
Da Basse bliver ramt af denne personlige tragedie, står han midt i kampen for landvinding på søterritoriet, den kamp, der skal sikre Hedeselskabet en glorværdig fremtid med fyldte ordrebøger. Hvad gør han? Bider tænderne sammen og arbejder sig ud af krisen.” (...)