Modstandskampens børn

Modstandskampens børn

Forældrenes krig – børnenes arv

-Politiken
Pris: 299,00 kr.
Køb

Læs mere

Modstandskampens børn fortæller den dramatiske historie om en samling danske familier i krig, flettet sammen af stem­mer fra to generationer. Bogen handler om ni tapre unge mænd og kvinder, der traf et valg, da nazisterne besatte Danmark i 1940: De gik til kamp, og betalte prisen. Otte af dem blev taget af tyskerne og deporteret til tugthuse eller koncentrationslejre i Tyskland. En nåede at flygte til Sverige.

Bogen handler også om deres børn, om generationen efter, om ni mænd og kvinder, der voksede op i krigens skygge og betalte en anden pris. Børn, hvis forældre nok var helte, men som også var traumatiserede af krigen, både af selve modstandskampen og af det tyske fangenskab. En af konsekvenserne var, at selvom familierne på overfladen var velfungerende og normale, så lå disharmonien og traumerne og lurede lige nedenunder. Der var tabuer, som blev mødt med rungende tavshed eller pludselige uforklarlige raseriudbrud.

Modstandskampens børn tager afsæt i forældrenes breve, dagbøger og erindringer fra besættelsen, og i interviews med og tekster fra deres døtre og sønner. Resultatet er en fortæl­ling om krig og fred, om mod og svigt, om traumer, der går i arv, og om de følger krigen fik for frihedskæmperne selv og ikke mindst for deres børn, som voksede op med de ulykkeli­ge konsekvenser af et valg, de ikke havde haft indflydelse på. Det er samtidig en beretning om forståelse og tilgivelse, og om at komme overens med, hvem man er, og hvor man kommer fra.

De ni voksne børn, der medvirker i bogen, er: Steen Klitgård Povlsen, Jytte Windel Kahr, Annette Holtze, Lise Baastrup, Ester Christiansen, Kjeld Malthe-Bruun, Mariann de Lorenzi, Tonny Bartram og Ulla Lunn.

Anmeldelser og omtale

 "Andreas Fugl Thøgersens bog er et usædvanligt stykke erindringsarkæologi, interessant og bevægende. Den kaster vigtigt nyt lys ind over den besættelsestid, som bliver ved og ved." - Hans Hertel, Politiken 

 "Bogen er utrolig spændende og velskrevet og giver en vigtig indsigt i sider af frihedskampen man sjældent hører om. Desuden betyder sammenfletningen af de ni familiers historier med de fem mørke års historie, at det bliver vigtige stykker af Danmarks historie. Alle historierne er gribende skæbnehistorier og fortjener et stort publikum." - Dagbladet Arbejderen

"Modstandskampens børn kan bedst beskrives som en slags kildesamling eller journalistisk mosaik, hvor forfatteren primært har indsamlet erindringer fra forældrene og interviews med de pårørende (...) den giver et godt indtryk af den høje pris, aktiv deltagelse i frihedskampen kunne have for de pårørende." - Claus Bundgård Christensen, Weekendavisen

"Modstandskampens børn er blevet til en både smuk og sørgelig bog, der varmt kan anbefales. Det er nu over 70 år siden, at disse forfærdelige ting skete, men krigen kaster lange skygger." - Bent Blüdnikow, Berlingske

"Bogen er velskrevet og meget pædagogisk i den forstand, at forfatteren har indflettet små historiske skitser, der meget neutralt fortæller om sider af den tyske besættelse og den officielle danske samarbejds- og forhandlingspolitik - af nogle kaldet kollaborationen." - Bent Jensen, Jyllands-Posten

"Og det er hudløst ærlige beretninger, som disse efterkommende har at fortælle. Om forældre med ubearbejdede traumer. (...) Ord der bliver til stærke og tankevækkende beretninger" - Lolland-Falsters Folketidende

"Der er en fin sammenhæng mellem det historiske perspektiv og de personlige historier, der var præget af traumerne af tysk fangenskab under 2. verdenskrig. Samlet giver bogen et godt indblik i frihedskæmpernes familieliv." Lektørudtalelse, Dansk Bibliotek Center

"Trods mængden af litteratur om Anden Verdenskrig og besættelsen kan Thøgersens bog meget anbefales. Den vil i dag måske i særlig grad være af interesse for børn og børnebørn efter modstandskampens aktive deltagere." - Steen Søndergaard Jensen, Helsingør Dagblad


Modstandskampens børn - Forældrenes krig – børnenes arv
Andreas Fugl Thøgersen
1. udgave 2013
Hardback
ISBN: 9788712049371
ca. 256 sider
Pris: 299,00 kr.
Udgiver: Gads Forlag

Kig i bogen