Aristoteles’ (384-322 f.Kr.) mange filosofisk-videnskabelige værker er blevet studeret og kommenteret i over 2.000 år, men aldrig så intensivt som i tiden mellem 1100 og 1600, hvor de var rygraden i den såkaldt ”skolastiske” lærdomskultur, der skabte det europæiske universitetssystem. Der forskes stadig i Aristoteles verden over, men moderne fortolkere drager kun sjældent nytte af den rige ældre tradition.
Denne bog beskriver og sammenligner fortolkningsmetoder og publikationsstrategier hos skolastikerne og nutidens aristotelikere. Der argumenteres for, at dele af den gamle metodik med fordel kunne genoptages, og det vises, at der i konkrete tilfælde kan findes værdifulde fortolkningsforslag, som ikke ses i den nyere litteratur.
Bogens titel rummer et program. Når forskere i dag behandler skolastikernes Aristoteles-fortolkning, tager de typisk udgangspunkt i deres egen mening om, hvad Aristoteles egentlig mente. Den opfattelse bruger de så til at belyse skolastikernes forståelse af sagen. I stedet for denne bevægelse fra Aristoteles og fremad i kronologien argumenterer bogen for, at man skal bakke: starte med at forstå de skolastiske fortolkere for så at gå tilbage til Aristoteles og prøve at læse ham med deres briller.
