Spørg mig om alt

Spørg mig om alt

Årgang 2022 – Hemmeligheder

Elias og Thor fra Katjas klasse laver tit AMA på YouTube, blandt andet om drømmepiger.

Pris: 249,95 kr.
Køb
Læs mere

Elias og Thor fra Katjas klasse laver tit AMA på YouTube, blandt andet om drømmepiger. Elias' drømmepige er lille, lyshåret og sporty. Det er Katja ikke. Men det er Camilla. Sidste skoledag forsvinder Camillas kanin, alle fra klassens var ellers vilde med den, da hun havde den med i skole. Hvor er den blevet af?

Årgang 2022 er en novelleserie for de 13-16 årige. Fem kendte forfattere har skrevet en novelle hver, alle med samme tema, nemlig Hemmeligheder. Historierne er vidt forskellige, men favner på hver deres måde den sårbarhed, der tit følger med, når man har en hemmelighed – om den så er stor eller lille.

Anmeldelser og omtale

"Zakiya Ajmi har for længst vist, hun er en fremragende skribent. Det viser hun også i Spørg mig om alt." – bogbotten.dk

"her er virkelig kvalitet til arbejdet med litteraturanalyse i udskolingen." – @danskfaglighed

Lektørudtalelse, DBC

Spørg mig om alt

Vurdering:
En række velskrevne hverdagsfortællinger om skoleliv, venner og veninder, kærester, familie og de problemer, der følger med at gå i 9. klasse.

Skrevet af Christine Christensen

Q&A med forfatteren

Zakiya Ajmi: Spørg mig om alt

I Spørg mig om alt er Katja ret alene. Omgivelserne oplever hende som sær, familie er årvågen, og papmor Kirsten har mange meninger om, hvad hun skal. Hvordan fik du ideen til at skrive din hovedperson frem i dette scenarie? 

”Katja føler sig misforstået og mødt med mistro, og derfor føler hun at hun bliver nødt til at skjule forskellige sider af sig selv for sin familie, sine klassekammerater, og måske også overfor sig selv. Katjas forældre og papmor håber, at hun kan få en “frisk start” når hun skal på efterskole – altså at tingene måske bliver nemmere for hende, hvis folkene omkring hende ikke kender til hendes fortid. Men det Katja i virkeligheden har brug for, er nok snarere at være omgivet af mennesker, som ser og rummer og forstår hende på trods af hendes fortid. Jeg tror at Katja har svært ved at gennemskue verden omkring hende. 

Spørg mig om alt handler ikke så meget om én konkret hemmelighed. Den handler om hvordan det er for Katja at være i en familie hvor mange ting fejes ind under gulvtæppet og meget er tabubelagt. Som modstykke til dét er der Thor og Elias, som laver “Ask me anything”-videoer til YouTube, og øjensynligt svarer på alt og dermed ikke har nogen hemmeligheder. Et af de spørgsmål jeg havde lyst til at stille med novellen, er hvor meget man har ret til at spørge hinanden om, og hvor lidt man kan tillade sig at svare på – om man behøver at svare sandt? Og hvad hvis man ikke selv kender svarene på de spørgsmål, man bliver stillet?”

Der forekommer mange tomme pladser i novellen, hvor læseren må læse mellem linjerne for at forstå, hvad der er på færde i Katjas liv. Du og Katja indgår næsten en alliance sammen med læseren om fortællingens kerne. Hvilke overvejelser gør du dig, når du skriver på denne måde? 

”Jeg fik lyst til at udforske temaet “hemmeligheder” på flere forskellige måder. Jeg ville undersøge, hvor meget teksten kan holde hemmeligt for sine læsere. Når man efterlader en tom plads i en tekst, sker der det, at læseren selv forsøger at udfylde den. Måske bliver Katjas hemmeligheder forskellige afhængig af, hvem der læser hendes historie, og hvordan de selv digter videre hvor mine ord stopper. Det vigtige for mig er ikke at afdække nøjagtig, hvad Katja har gjort, men at undersøge hvad det gør ved hende, at hun føler, at hun bliver nødt til at holde det hemmeligt, hvordan hun egentlig har det, og hvem hun egentlig er.”

Hvordan var det at skulle skrive en novelle til en novelleserie, hvor temaet lå fast, som her i Årgang 2022?

”Det var sjovt at få stillet en så konkret opgave, og det fik mig til at skrive en tekst, jeg nok ellers ikke ville have skrevet. Selvom vi forfattere ikke har haft noget med hinandens tekster at gøre, har jeg hele tiden haft en følelse af at min tekst var en del af et større fællesskab, både med de andre hemmelighedsnoveller, og med de næste års årgangs-noveller, og det føltes vigtigt at gøre sig ekstra umage, når min novelle skulle være en del af en (forhåbentlig) stor og lang tradition.”

Undervisningsmateriale

Årgang 2022

Årgang 2022 er startskuddet på en ny serie af noveller til de 13-16-årige, hvor fem af tidens markante ungdomsforfattere giver deres bud på historier med udgangspunkt i det samme tema. I Årgang 2022 er temaet HEMMELIGHEDER. Historierne er vidt forskellige, men favner på hver deres måde den sårbarhed, der tit følger med, når man har en hemmelighed.

Med afsæt i det fælles tema, vil man kunne arbejde med Årgang 2022 på forskellige måder. Man kan vælge, at hele klassen læser samme titel som i den traditionelle værklæsning. Men det vil også være muligt, at eleverne læser forskellige noveller, og det fælles tema bliver dermed dét, klassen samles omkring.

Undervisningsmaterialet er udviklet af Maria Louise Bjerrum.

Download undervisningsmaterialet her

Spørg mig om alt - Årgang 2022 – Hemmeligheder
Zakiya Ajmi
1. udgave 2022
Hardcover
Aldersgruppe: 13+
ISBN: 9788762738652
Antal sider: 88
Pris: 249,95 kr.
Serie: Årgang 2022 – Hemmeligheder
Udgiver: Gad Børnebøger
Udgivelsesdato: 28-02-2022

Forfatter

Zakiya Ajmi

Zakiya Ajmi

Zakiya Ajmi, f. 1992, er forfatter til børn, tweens og unge. Læs mere