Fredensborg

Fredensborg

Slot og Slotshave

Fredensborg Slot, Nordsjællands smukke barokslot fra 1700-tallet, har i mange år haft særstatus som regentparrets mest benyttede residens. Slotshaven er samtidig et af Danmarks største historiske haveanlæg, og i 2013 afsluttes en omfattende restaurering, som fører centrale dele af anlægget tilbage til den form og de helhedsplaner, man havde for Fredensborg Slot og Slotshave i 1700-tallet. Dermed vil Fredensborg for alvor indtage sin plads blandt Europas største havekunstværker.

-Fyens Stiftstidende
Pris: 349,00 kr.
Køb

Læs mere

I denne smukke og rigt illustrerede bog fortæller kunsthistorikerne Ulla Kjær og Bente Scavenius om Fredensborgs historie fra opførelsen af Fredensborg i 1720’erne som sommerslot for Frederik 4. til i dag, hvor det ofte danner rammen om større officielle statsbesøg og væsentlige begivenheder i kongefamilien.

Vi får historien om slottets og slotshavens udvikling og udbygning under en række af Danmarks fineste arkitekter, bl.a. Johan Cornelius Krieger, Laurids de Thurah, Nicolai Eigtved, C.F. Harsdorff og ikke mindst Nicolas-Henri Jardin.

Forfatterne fortæller desuden om det liv, som udspillede sig på slottet og i haven under de skiftende monarker, som beboede slottet i 1700-tallet: først bygherren Frederik 4. og hans dronning Anna Sophie, dernæst Christian 6. og dronning Sophie Magdalene og siden Frederik 5. og hans dronninger Louise og Juliane Marie. Herefter oplevede Fredensborg en nedgangstid, indtil det blev genopdaget af Christian 9. i anden halvdel af 1800-tallet, hvor det fik en ny storhedstid med de såkaldte Fredensborgdage, hvor en række af Europas fyrster samledes på ferieophold.

I bogens sidste del fortæller landskabsarkitekt Christine Waage Rasmussen om den storstilede restaurering af haveanlægget og Johannes Wiedewelts smukke skulpturer, som er opstillet i haven.

Anmeldelser og omtale

"Bogen er god formidling af et af vore vigtigste kulturminder. En væsentlig kvalitet er, at hus og have af forfatterne ses som en helhed." - Steffen Heiberg, Politiken

"Det er en smuk og yderst gennemarbejdet bog, tre af vores ypperste eksperter i kunsthistorie og arkitektur har skrevet om Fredensborg slot og slotshave. Den er gennemillustreret - fra de første tegninger af slottet, over samtidsmalerier til smukke fotografier af både interiør og eksteriør (...) En flot gennemarbejdet bog, der går helt ned i detaljen." - SØNDAG

"Bogen er klart målrettet en bred læserskare. Med sine prægtige illustrationer, hvor ikke mindst farvegengivelserne af det store, velbevarede tegningsmateriale fremmer forståelsen og fascinationen, kan man blive klog af bare at bladre i den. Det vil dog være en skam, for forfatterne gør meget ud af at sætte Fredensborg slot og have i en kontekst, der afspejler samtiden og dermed lidt af bevæggrunden for, at man gjorde som man gjorde dengang. Det er således ikke blot en nøgtern arkitektur og kunsthistorisk beskrivelse, men også en levende kulturhistorisk skildring af slottet og slotshaven." - Lars Bjørn Madsen, Helsingør Dagblad

"Hovedværk om barokslottet og -haven, som her får sin ultimative historiefortælling både hvad angår bygninger og haveanlæg og ikke mindst det liv, der har knyttet sig til slottet gennem historien. Her er nyttig viden for både historie-, arkitektur- og havekunstinteresserede." - Helle Winther Olsen, lektørudtalelse, DBC

"Det er intet mindre end et pragtværk, forfatter og landskabsarkitekt Christine Waage Rasmussen her har begået i samarbejde med kunsthistorikerne Ulla Kjær og Bente Scavenius og med Simon Lautrup bag fotolinsen til værkets mangfoldige og smukke illustrationer (...) I den 368 store bog, som udgives i formatet 25x28 cm og i høj papirkvalitet, beskrives både slottets og slotshavens udvikling og udbygning under en række af landets fineste arkitekter, og der fortælles i et fint levende sprog om det liv, der udspilledes i slot og have under skiftende monarker i 1700-tallet." - Kirsten Enevoldsen, Ugeavisen for Bramming og Omegn

"Bogen er overdådigt illustreret med talrige fotografier - de fleste af Simon Lautrop og Thomas Rahbek - og smukt reproducerede kort og planer, der giver et glimrende indtryk af de mange forandringer, der er sket siden Frederik den 4.'s dage (...) Som markering af en stor og flot genopretning af de gamle haveanlæg, giver bogen en god baggrund for besøg i dette enestående anlæg." - Bjørn Westerbeek Dahl, Historie-online.dk

"(...) bogen er så smukt udført og fyldt med så flotte illustrationer, fotografier og gamle tegninger, at det er en fornøjelse bare at bladre i den og læse lidt hist og her om det liv, der har udspillet sig på slottet og i haven (...) Haven er en vigtig del af Fredensborg, og haveinteresserede kan med udbytte læse om blandt andet dronning Ingrids store arbejde med haven. Men det er restaureringen, der er i centrum - alt sammen beskrevet uhyre grundigt, ned i mindste detalje." - Inge Gram, Fyens Stiftstidende

"Der er skrevet meget og tit om Fredensborg, en af Danmarks mest interessante haver, men ikke så detaljeret som her. Det er en beretning der giver lyst til at genbesøge haven med den nyerhvervede paratviden (...) et smukt eksempel på kultur- og kunsthistorie hvor konger, bygninger og interiør trods alt spiller hovedrollen" - Grønt Miljø

"Vi hører om de glade Fredensborgdage med "Europas svigerfar", dronning Ingrids sikre sans for blomsterhaven, og nyskabelsen af orangeri og nyttehave. Landskabsarkitekt Christine Waage Rasmussen tager sig af slotshavens storstilede, netop afsluttede restaureringsarbejde. Og alt er i de bedste hænder! En oplagt julegaveidé." - Hanna Nielsen, Antik & Auktion

"Bogen er rigt illustreret, og alt i alt er der tale om en smuk og velskrevet bog, som det er værd at skrive på ønskesedlen til jul." - Bente Halkjær Jensen, Hendes Verden

Fredensborg - Slot og Slotshave
Bente Scavenius, Christine Waage Rasmussen & Ulla Kjær
1. udgave 2013
Hardback
ISBN: 9788712048398
368 sider
Pris: 349,00 kr.
Udgiver: Gads Forlag

Kig i bogen



Forfattere

Bente Scavenius

Bente Scavenius

Født 1944, mag.art. i kunsthistorie. Læs mere

Christine  Waage Rasmussen

Christine Waage Rasmussen

Født 1970, ph.d. på en afhandling om restaureringsteori og historiske haver. Læs mere

Ulla Kjær

Ulla Kjær

Født 1958, kunsthistoriker og museumsinspektør på Nationalmuseet. Læs mere