Menneskerettighederne har aldrig haft større betydning, end de har i dag. De seneste 50 år er menneskeretten gået fra at være fine ord på papir til at få konkret indflydelse på næsten alle aspekter af vores liv. Men med større betydning er også fulgt mere modstand. Væk er tidligere tiders blinde tro på internationalt samarbejde og ubrudt vækst for friheder og rettigheder. I dag bliver menneskerettighedsprojektet kritiseret fra flere sider.
Menneskeretten har sat grænser for dansk politik på kontroversielle områder som udlændinge og strafferet. Dansk lovgivning gennemføres konsekvent med henvisning til ”Danmarks internationale forpligtelser”, og danske domstole henviser langt oftere til den Europæiske Menneskerettighedskonvention end til Grundloven. Der går næppe en dag, uden at ”konventionerne” påberåbes i forhold til det ene eller andet politiske spørgsmål.
Idealisterne peger på, at de fine ord og vedtagelser ikke levnes mange chancer i den køligt kalkulerende realpolitik, der hersker blandt magtfulde politikere og erhvervsfolk. Modsat mener mange, at udviklingen er gået for langt, og at især de internationale domstole udfordrer den nationale suverænitet. En stor gruppe udviklingslande kritiserer desuden menneskerettighederne for at være et politisk projekt, der skal presse vestlige normer og værdier igennem på globalt plan.
Bogens redaktører, Anette Faye Jacobsen og Steven Jensen, er tilknyttet Institut for Menneskerettigheder. Det samme er bogens øvrige bidragydere: Thomas Gammeltoft-Hansen, Jonas Christoffersen, Eva Ersbøll, Janne Jakobsen, Rikke Frank Jørgensen, Peter Vedel Kessing, Stéphanie Lagoutte, Eva Maria Lassen, Marie Juul Petersen og Peter Scharff Smith.
