Er der noget, der har overrasket dig i din research til denne bog om Chelmno?
Jeg er i hvert fald endnu engang blevet bekræftet i, at mange af de gerningsmænd, der medvirkede til drab på tusindvis af mennesker, lod sig rive med og ikke gjorde specielt meget for at undsige sig tjeneste i en udryddelseslejr. Fælles for mange af gerningsmændene var, at de profiterede på at arbejde i en lejr som Chelmno: god løn og bonus, fri kost og logi, adgang til at kunne berige sig selv ved at stjæle jødernes frarøvede værdigenstande og sidst, men ikke mindst slippe for aktiv frontindsats. Jeg kan dog fortsat overraskes over, at de efter krigen ikke veg tilbage for at fortælle om hvilke grusomheder de var medvirkende til eller selv begik, men på intet tidspunkt erkendte deres skyld eller angrede hvad de havde gjort. Det var et arbejde som ethvert andet, som de hævdede de blev tvunget til, og derfor også gjorde, at de følte sig uskyldige i massemord. De betragtede ikke sig selv som kriminelle eller som forbrydere. Det de blev sat, var jo lovligt!
Hvad håber du læserne tager med sig fra din bog?
Der er næppe kun et svar at komme med. Jeg håber dog i særlig grad på, at danske læsere herunder også skole- og gymnasieklasser får et indblik i, hvor omfattende holocaust i virkeligheden var. Dernæst også at signalere, at vi i som danskere heller ikke bør glemme, at de forfølgelser der fandt sted udenfor Danmarks grænser havde helt andre dimensioner og konsekvenser. Vi har en tendens herhjemme til oftest ’kun’ at fokusere på fortællingen om hvad der skete indenfor Danmarks grænser og primært i perioden 1940-45, men glemmer al for ofte også at inddrage fortællingen om, hvad der skete udenfor vores egne grænser både før og under den tyske besættelse af Danmark. Vi kan ikke kun fortælle om jødeforfølgelserne i Danmark uden også at fortælle og ikke mindst formidle historien om det uhyrlige folkedrab, der foregik i resten af Europa. Fortællingen om holocaust hænger sammen og kan ikke kun anskues som isolerede geografiske episoder.
Hvilke spørgsmål bliver du mest mødt med, når du er ude og fortælle om dine bøger?
Typisk kommer spørgsmålet: Jamen, arkæologer graver de ikke kun gamle potteskår og flintredskaber op af jorden, der er flere tusinde år gamle? Svaret hertil er nej. Arkæologer og den metode de arbejder med sker oftest i tæt samarbejde med andre fagområder og i særlig grad de naturvidenskabelige discipliner og den moderne teknologi. Områder der ikke kun sætter nye perspektiver på fortiden, men også moderne tid herunder også det holocaust, der foregik for 80 år siden. Dybest set skelnes der ikke til, om det er 10.000 år gamle fund eller de blot er 80 år gamle. Metoderne og tilgangen er den samme og resultaterne kan enten bekræfte det de historiske kilder beretter om eller ligefrem føje helt ny viden til fortællingen om holocaust.
Hvordan er det at være den eneste danske arkæolog med speciale i holocaust?
Fagligt kan det være noget ensomt ikke at kunne spare og udveksle viden med kollegaer, der arbejder ’lige rundt om hjørnet’ og som har samme tilgang til denne del af nyere europæisk historie. Det er der så også en forklaring på, idet Danmark ikke var et epicenter for de frygtelige begivenheder, som fandt sted i mange andre tyskbesatte område af Europa og særligt i Østeuropa. Det ses tydeligt afspejlet i den hjemlige historiske forskning og formidling af perioden. Men takket være mit brede kontaktnetværk til kollegaer i både Tyskland, Østrig, England og Polen, hvor udviklingen af dette særlige fagområde er under hastig udvikling, opvejer det min noget ’ensomme’ position herhjemme.
Hvorfor tror du, at interessen for Anden Verdenskrig og nazismens rædsler fortsat er så stor i en tid, hvor vi lever med mediernes konstante tæppebombning af krig og elendighed?
Svært at svare entydigt på. En af årsagerne er utvivlsomt, hvordan det kunne komme så vidt og dernæst omfanget af de grusomheder, der fandt sted. Samtidigt er der også en lære at hente. Vi oplever – desværre – en stigende diskriminering af minoriteter med eks. religiøse, etniske, seksuelle præferencer eller folk med forskellige handicaps. Dernæst er der en stigende højreradikalisering i gang mange steder i Europa, som vi må og skal tage alvorligt. En radikalisering, der trækker uhyggelige tråde til fortiden og har de samme skræmmende præferencer og ideologier, som vi så under naziregimet. Det må og skal vi forhindre sker igen.
