Lauren Tarshis

Lauren Tarshis bor i Connecticut, Westport med sin mand og deres fire børn.

Om forfatteren

Her har hun boet store dele af sin barndom frem til college. Hendes nærmeste familie bor lige i nærheden, og hun elsker at bo et sted, hvor hun har så dybe rødder. Når hun ikke er sammen med sin familie, arbejder på Storyworks, et magasin for børn, eller skriver, bruger hun tid sammen med sine nærmeste venner.

For Lauren Tarhshis handler Jeg overlevede-bøgerne om ukuelighed. Om børn, der opdager indre styrker, de ikke vidste, de havde, familierelationer, de ikke tidligere forstod og vigtigheden af optimisme og håb, selv når uheldet rammer.

Q&A med forfatteren

Hvordan fik du idéen til Jeg overlevede?

Da min søn Dylan var 8 år, havde jeg svært ved at få ham til at læse noget som helst. Jeg spurgte ham, hvordan han ville beskrive den perfekte bog. Han tænkte lidt, og så sagde han, ”Jeg vil have, at det skal være en ægte historie med en masse action og en hovedkarakter, der er et barn ligesom mig.” Så jeg skrev den første Jeg overlevede til Dylan – om Titanics forlis – og han kunne godt lide den! Så hvis jeg forventede, at han skulle blive ved med at læse, var jeg jo nødt til at skrive flere!

Hvorfor er der kun drenge som hovedkarakterer i Jeg overlevede?

Faktisk har tre af Jeg overlevede-bøgerne en pige som hovedkarakter – Mt. St. Helens, Grizzly Attack og min nye Molasses Flood bog. Jeg startede med at have drenge som hovedkarakterer på grund af Dylan og hans ønsker om den perfekte bog (se ovenover), men nu prøver jeg at skifte mellem at have drenge og piger som hovedkarakterer. Faktisk er alle mine karakterer som regel omgivet af folk, de elsker – drenge, piger, mænd, kvinder – og jeg skaber scener, hvor de støtter hinanden, præcis som vi gør i vores egne familier og med vores nære venner.

Hvad er din yndlings Jeg overlevede bog? 

Jeg elsker virkelig dem alle sammen, fordi jeg bruger så meget tid på at skrive dem – nok ca. 2000 timer for hver bog og mange, mange, mange udkast! En bog, der dog betyder noget helt særligt for mig er Jeg overlevede The Joplin Tornado, 2011. Efter tragedien var der mange folk fra Joplin, der skrev til mig og inviterede mig hen for at se, hvor meget skade tornadoen havde forvoldt, og hvordan samfundet var gået sammen for at hjælpe hinanden med at genopbygge deres hjem og liv. Jeg mødte så mange modige og dejlige mennesker i Joplin, og jeg vil altid huske den oplevelse.