Hvordan begyndte dit forfatterskab?
Det er jo i virkeligheden et svært spørgsmål! Den prætentiøse del af mig vil nok sige, at mit forfatterskab begyndte med nogle små historier i børnehavealderen (ikke at jeg havde lært at stave, men jeg tvang min mor til at opremse bogstaverne for mig), og at jeg bare aldrig rigtig er stoppet. Men sådan helt konkret blev jeg i 2012 uddannet journalist og fik job på Vi Unge, og så blev jeg spurgt, om jeg ville skrive en fanbog om One Direction (en bog som uden tvivl er et raffineret mesterværk og hører til i enhver dannet persons bogreol). På den måde kom jeg i gang med at skrive bøger. Siden har jeg skrevet om blandt andet blogging og kærlighed, men Havfruer er den første bog, som er min egen idé, og derfor føles det anderledes debuterende, selv om det er bog nummer fem.
Hvad inspirerer dig?
Alt! Følelser, stemninger, oplevelser, mennesker, film, Taylor Swift og min datters Lego Duplo, you name it, men især det at læse. Ord har en kraft, som rækker så uendelig langt ud over bogens sider. Det lyder nok banalt og typisk for en skribent, men jeg kan ikke forestille mig noget, som er mere virkningsfuldt end ord.
Hvordan opstod din fascination af havfruer?
Min fascination af havfruer blev uden tvivl kickstartet af Disneys ‘Den Lille Havfrue’, da jeg var 4-5 år gammel. På det tidspunkt boede vi tæt på Limfjorden, og jeg var overbevist om, at der lå et hemmeligt havfrueslot nede på bunden. Tanken om et havfolk appellerede ret godt til min overudviklede fantasi. Jeg er et barn af starthalvfemserne, og min indre verden var fuld af fabeldyr og Turtles. Der var ikke noget bedre, end når Tristars pegasus tonede frem i fjernsynet, og alt, der var bare en lille smule magisk, var noget, jeg helt automatisk blev draget af.
Hvordan er din skriveproces?
I nonfiktionen har det været en stor fordel for mig at have en journalistisk baggrund. Processen er på sin vis den samme med research, interviews, udkast og omskrivninger, og alligevel er det fuldstændig anderledes. Det er meget mindre nøgternt og kræver nogle helt andre overvejelser, så min overordnede proces vil jeg nok mest af alt betegne som ydre orden, indre kaos.
Er der noget særligt, du godt kan lide ved at skrive til børn?
Det fede ved at skrive til børn er, at man virkelig får mulighed for at kanalisere sit indre barn. Hvad ville 10-årige Stine tænke om det og det? At se på noget kompliceret stof med et barns øjne gør det i virkeligheden lettere at nå ind til kernen af det, man gerne vil fortælle. Og så har børn en åbenhed over for de fleste ting, hvis man kan gøre det eventyrligt og spændende, hvilket er ret vidunderligt.
