Alafair Burke er uddannet jurist og arbejdede i en årrække som anklager i Portland, Oregon, hvor hun specialiserede sig i sager, der vedrørte vold i hjemmet. Hun begyndte at skrive thrillers i 2003 og har siden skrevet en lang række psykologiske spændingsromaner, hvoraf mange i høj grad er inspireret af de sager, hun har været vidne til gennem sit job. I dag bor hun i New York City med sin mand og deres to børn.