Hun blev sproglig student i 1994, og efter nogle år med rejser og et længere ophold i Mellemøsten, begyndte hun at læse arabisk på Københavns Universitet. Hun blev færdig som cand.mag. i 2005 og arbejdede med faglig formidling, sproglig kvalitetssikring, undervisning i arabisk og flere andre job, indtil hun i 2009 begyndte på en ph.d.-afhandling inden for sit fagområde.
Kort efter flyttede hun med sin mand og små tvillinger fra en lejlighed på Frederiksberg til et nedlagt landbrug på det sydøstlige Bornholm. Efter to gange barselsorlov med kort mellemrum i årene 2010 til 2012, den første med tvillingerne, den næste med et enkelt barn, valgte hun at opsige ph.d.-stipendiet af hensyn til familielivet med tre små børn. Da hendes yngste barn skulle begynde i vuggestue i 2012, ændrede hun grundlæggende opfattelse af den måde, hvorpå omsorgen for små børn er indrettet i Danmark. Det førte til, at hun gik ind i Småbørnsfamilieforeningen SAMFOs bestyrelse og i årene efter lagde hun et stort engagement i den familiepolitiske debat i de landsdækkende medier, hvor hun skrev en lang række debatindlæg, gav interviews, deltog i radiodebatter med videre til fordel for forældres ret til og økonomiske mulighed for at passe deres små børn selv.
Anne Kirstine Sørensen har altid skrevet: Hun debuterede som 15-årig med et digt i en ungdomsantologi, senere fik hun digte optaget i tidsskriftet Hvedekorn og senere har hun skrevet en lang række artikler, kronikker og andre tekster, også om andre emner end familiepolitik såsom Mellemøsten, religion og livet i Udkantsdanmark. Hun bor i dag i Dubai med sin mand deres tre børn.