Elizabeth Gilbert blev født i Waterbury, Connecticut i 1969 og voksede op på en lille familieejet juletræsgård. Hun har gået på New York University, hvor hun studerede statskundskab i dagtimerne og skrev om aftenen. Efter universitetet arbejdede hun rundtomkring i USA på barer, diners og rancher, hvor hun samlede erfaringer til at skrive ud fra.
Gilbert er bedst kendt for sin selvbiografiske fortælling Spis, bed, elsk, som var et gigantisk gennembrud for hende. Bogen er solgt i 12 millioner eksemplarer og udkommet i over 30 lande. Spis, bed, elsk satte også Gilbert på Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden.
Hendes seneste roman Kvindernes by fra 2019 er en historisk roman fra 1940'ernes teatermiljø i New York fuld af glamour, krig og kærlighed. Det er en fortælling om modige livsvalg og kvindeligt begær. Bogen er hyldet af anmelderne og kaldt ”en sprudlende cocktail af en roman”.
Ud over at være forfatter, har Gilbert også arbejdet som journalist hos blandt andre The New York Times Magazine. En af hendes artikler, som handlede om oplevelserne med et bartender-job på Lower East Side, blev grundlaget for den romantiske komedie Coyote Ugly.