Allerede i en ung alder blev Johann Wolfgang von Goethe verdensberømt med romanen Den unge Werthers lidelser (1774), men hans virke rakte langt ud over litteraturen. Han var embedsmand i Weimar, videnskabsmand med banebrydende studier i farveteori og botanik – og en central skikkelse i den tyske kulturhistorie.
Efter sin rejse til Italien (1786–88), som han senere beskrev i Min italienske rejse, bosatte han sig igen i Weimar og blev en drivkraft bag byens kulturelle opblomstring. Særligt Jena – få kilometer fra Weimar – blev under Goethes indirekte ledelse et intellektuelt kraftcenter i Europa. Her samledes filosoffer som Fichte, Schelling og Hegel, og romantikere som Schiller, Novalis og brødrene Schlegel. Goethe spillede en afgørende rolle i dette miljø som både mentor, redaktør og inspirator, og hans ideal om en syntese mellem kunst, videnskab og liv dannede grundlag for hele den tyske idealisme og romantik.
Goethe forblev aktiv til sin død og efterlod sig et livsværk, der spænder fra digtning og drama til videnskabelige afhandlinger – og ikke mindst den monumentale Faust. Med Min italienske rejse giver han et sjældent blik ind i den personlige og åndelige rejse, der formede resten af hans liv og virke.
