Reid har studeret teatervidenskab på University of Arizona og Marymount Manhatten College. Derudover er hun uddannet fra Iowas Writers Workshop.
Kiley Reids debutroman En skøn alder kom kort efter sin udgivelse i USA ind som nr. 3 på New York Times bestsellerliste. Anmelderne har kaldt Kiley Reid et ”virtuost talent” og en ”litterær sensation”, og hun er blevet sammenlignet med den irske forfatter Sally Rooney. En skøn alder er nomineret til Booker-prisen 2020 og solgt til filmatisering og udgivelse i 17 lande.
En skøn alder handler om klasse, racisme og privilegier. I bogen følger vi en ung, sort babysitter, hendes hvide kvindelige chef og deres relation. Kiley Reid har selv arbejdet som babysitter hos velhavende Manhatten-familier i 6 år.
I løbet af sin uddannelse på Iowas Writers Workshop underviste hun bachelorstuderende i ’creative writing’ med fokus på race og klasse.