Asta Olivia Nordenhof debuterede med Et ansigt til Emily (2011) og fik sit gennembrud med digtsamlingen det nemme og det ensomme (2013), der blev tildelt Montanas Litteraturpris. Penge på lommen fra 2020 var titlen på første del af et ambitiøst syvbindsværk, der har mordbranden på Scandinavian Star i 1990 som et gennemgående motiv. For Penge på lommen modtog forfatteren P.O. Enquist-prisen og European Union Prize for Literature, ligesom romanen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Asta Olivia Nordenhofs forfatterskab udkommer i 14 lande.
Pressen om Asta Olivia Nordenhof
Om Penge på lommen:
”Hvordan skriver man en socialrealistisk, politisk roman om kapitalisme i det 21. århundrede? Sådan skriver man den!” – Mikkel Krause Frantzen, Politiken
”Umanerligt god. Jeg kan ikke komme i tanke om andre end Kirsten Thorup, der de seneste årtier har skrevet så medfølende og levende og samtidig så usentimentalt om mennesker på yderkanten af velfærdsstatens velbjærgede liv.” – Tue Andersen Nexø, Information
”Indignationen og sorgfuldheden, kapitalismekritikken og klasseperspektivet er bestemt ikke ukendte størrelser i samtidslitteraturen. Alligevel ligner Nordenhofs første roman ikke så mange andre. Blandt andet derfor sætter Penge på lommen barren umanerlig højt for de kommende bind i det, der allerede nu kan udråbes som et af 2020'ernes mest ambitiøse litterære projekter.” – Nicklas Freisleben Lund, Jyllands-Posten
”Asta Olivia Nordenhof skriver og komponerer roman(føljeton) med elastisk og vibrerende, nærmest arrogant suverænitet: svæver over vandene og dykker i dybderne som en turboflyvefisk.” – Lars Bukdahl, Weekendavisen
Om det nemme og det ensomme
”Brillant digtsamling beviser at en litterær stjerne er ved at blive til.” – Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken
”Nordenhofs digte er fantastiske, fordi de besynger livet konkret og bekæmper døden principielt og gør det for fuldt, brusende talent, og fordi de er talentfulde på liv og død og i dyb solidaritet med læseren og sig selv.” – Lars Bukdahl, Weekendavisen
”Hold da op hvor de [digte] brænder igennem og berører en. Personligt mindes jeg ikke en digtsamling siden F. P. Jacs generationsudspil »Misfat« fra 1980 og Michael Strunges punkdigte fra 1980’ernes begyndelse, der har gjort et så umiddelbart stærkt indtryk.” – Jørgen Johansen, Berlingske Tidende
”Det nemme og det ensomme er den mest triste, fløjtende ligeglade, oprørske, engagerede, humoristiske og nogle gange vildt elegante tv-serie, jeg aldrig har set." – Lars Skinnebach, Jyllands-Posten
Om Et ansigt til Emily
”Der er en helt forrygende, finurlig egenart over denne debut.” – Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken
”En virkelig fin debut.” – Tue Andersen Nexø, Information
”Asta Olivia Nordhofs forfattertalent er superstort.” – Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske Tidende
Foto: Albert Sanvig Madsen