Frank Herberts første science fiction-historie blev publiceret i 1952, og i de følgende år udgav han en lang række noveller og romaner. Dune udkom i 1965 og blev det første af seks værker i sagaen om ørkenplaneten Arrakis. Sagaens tematisering af ressourceknaphed, geopolitik og planetarisk økologi har gjort den til en forløber for nutidens cli-fi og det aktuelle fokus på klimaforandringer. Efter Herberts død har hans søn, Brian Herbert, og forfatteren Kevin J. Anderson skrevet en lang række romaner inden for Dune-universet. Herberts omfattende øvrige forfatterskab spænder bredt, men til de mest læseværdige værker hører blandt andre romanerne The Green Brain (1965) og specielt Hellstrom’s Hive (1973), der begge tematiserer menneskets prekære forhold til naturen og den aktuelle planetariske situation.