Kristina Stoltz: Blødsøstre
I Blodsøstre har hovedkaraktererne Emily og Karla en leg, som eskalerer og begynder at minde om straf. Hvordan fik du ideen til, at dette element skulle blive novellens omdrejningspunkt?
”Novellens tema skulle jo være hemmeligheder. At dele hemmeligheder med en nær ven kan være med til at forstærke venskabet, det at man for eksempel deler svære personlige problematikker med hinanden, som man ikke taler med andre om, cementerer venskabets styrke, fordi man stoler hundrede procent på hinanden. Men at være sammen om en hemmelighed kan også udvikle sig i en destruktiv retning, og det var det, jeg ville undersøge i denne novelle, hvordan noget, der begynder som en uskyldig leg udvikler sig til en destruktiv konkurrence, som ingen af de to piger kan håndtere, og som de burde have fået hjælp til at sætte en stopper for.
I takt med at legen udvikler sig, sker der også noget mellem pigerne, og fra at Emily har fulgt Karla i tykt og tyndt, begynder hun at udfordre og afvise hende. Hvilke tanker lå bag den udvikling af venindernes relation?
”Emily oplever, at Karla udvikler sig i en dårlig retning, da hun suges mere og mere ind i SoMe-verdenen. Hun får sværere og sværere ved at genkende den Karla, som hun kendte, den pige, hun havde det sjovt med og var fortrolig med. Hun oplever det som om, at Karla forsvinder ind i sin telefon, og deres intime rum forsvinder. Hun føler sig svigtet og ulykkelig. Jeg tror, mange genkender den følelse af sorg, når de oplever at vokse fra en ven, som de har været tæt på i flere år.”
Hvordan var det at skulle skrive en novelle til en novelleserie, hvor temaet lå fast, som her i Årgang 2022?
”Det var udfordrende, men også sjovt. Selvom det umiddelbart kan virke som en begrænsning at skulle holde sig inden for et tema, kan det også være en hjælp at have en benspænd.”