Tre hurtige til Dorte Roholte
Der er gået mere end et par år, siden de første tre bøger om Mynthe udkom. Hvorfor valgte du at vende tilbage og skrive videre om Mynthe?
Det lykkedes mig aldrig rigtigt at slippe hverken Mynthe eller tankerne om hende, da den tredje bog om hende var udkommet. For der var så meget, jeg stadig gerne ville fortælle om hende, blandt andet om hendes forældres modvilje og manglende forståelse for eller tro på hendes særlige evner. Jeg ønskede sådan, at Mynthe skulle få ”oprejsning” på den bane, og det har hun nu fået i bind 4, Mynthe & Markus. Og så var der det måske største spørgsmål af dem alle, nemlig hvad Mynthe skal stille op med det, hun kan. Det giver hende absolut ikke kun glæde og spænding, men påvirker i mange tilfælde hendes forhold til andre mennesker negativt. Det bliver afklaret i bind 5, Kun for Mynthe. Desuden har jeg lige siden jævnligt modtaget mails fra både piger, skolebibliotekarer og endda også pigernes mødre med spørgsmålet om, hvornår der kom mere om Mynthe og alle de andre karakterer i bøgerne. Derfor blev Mynthe ved at pusle i mit baghoved, og jeg skrev idéer ned, når de meldte sig. Af disse grunde er jeg så glad for at have fået muligheden for at følge Mynthe lidt længere på vej.
Mynthe er synsk. Hvordan har du det selv med det overnaturlige?
Hm, hvor meget kan jeg skrive? Ha ha. Hvis jeg skal gøre det nogenlunde kort, så forholder det sig sådan her: Jeg er ikke selv synsk og kender ingen, der er det. Men … jeg har i fire tilfælde været ude for noget, som ikke kan anbringes andre steder end i kassen med ”uforklarlige hændelser”. Jeg er faktisk et temmelig jordbundent menneske, og hvis en anden havde fortalt mig, at de havde haft oplevelser som mine, ville jeg nok have været lidt skeptisk og tænkt ”Hm, virkelig?” – men jeg ved, hvad jeg hørte og følte omkring mig, og det var i fuldt dagslys og ikke under indflydelse af andet end kaffe. Så jeg vil ikke afvise, at der findes … noget.
Er du helt sikker på, at der ikke kommer flere bøger om Mynthe?
Da jeg satte det sidste punktum i manuskriptet til Kun for Mynthe, var jeg glad og tilfreds, for nu syntes jeg, at hun var dér, hvor hun skulle være, og dér, hvor jeg kunne slippe hende. Jeg tænker stadig på Mynthe og opfatter hende nærmest som en pige, jeg kender personligt, men jeg er sikker på, at hun kan klare sig uden mig.
