Der er gået seks år, siden den første bog med din skaldede morfars godnathistorier. Hvorfor så lang tid mellem den og den her?
Jeg har hele tiden forestillet mig, at der skulle komme en bog til, hvor historierne ikke handlede om ting, men om mennesker. Men pludselig var min redaktør væk fra Carlsen, og jeg forsvandt også derfra. Så gik der nogle år, og hun spurgte, om jeg ikke lyst til at skrive nogle manuskripter til hende. Så accelererede morfarhistorierne op igen.
Drengen i bogen hedder Thorstein. Er det dig?
I den første bog hedder drengen Gibber. Det var, hvad jeg faktisk blev kaldt som dreng. Men det er der jo ingen, der kan vide. Om det er mig og min morfar? Jo, det er, hvad jeg forestiller mig. Når jeg lukker øjnene, kan jeg let genkalde mig min mormor og morfars lejlighed. Den så ud, fuldstændig som den gør i bøgerne. Jeg vil ikke påstå, at min morfar har fortalt alle de historier. Men nu er jeg jo selv morfar og har fortalt dem. Selvom jeg ikke er lige så skaldet som min egen morfar.
Historierne skifter mellem alvor og fabuleringer. Hvordan tror du, at dine læsere reagerer på det?
Jeg har ikke prøvet mine morfarhistorier af på børn. Men jeg har da læst den første bog op for mit barnebarn, da han var seks. Og den kunne han godt lide. Nåh ja, måske var det også en grund til, at jeg skrev nogle flere. Det er altid godt at få ros af sit barnebarn.
