Med Opbyggelige Taler i forskjellig Aand fra 1847 indledte Søren Kierkegaard den nye fase i sit forfatterskab og fortsatte den allerede samme år med udgivelsen af Kjerlighedens Gjerninger.
Kjerlighedens Gjerninger er det værk i Kierkegaards forfatterskab, der bedst forener den opbyggelige tales insisterende og inciterende sprogbrug med gennemarbejdede etiske og teologiske problemstillinger og det store spørgsmål, hvad kærlighed er.
Værket består af én lang overvejelse – fordelt på 18 taler – over budet om at elske Gud og sin næste som sig selv. Og der lægges vægt på centrale spørgsmål som: hvem min næste er, hvad jeg skylder ham/hende, hvorledes den rette gerning i forhold til næsten udøves, og hvad afgør, om en sådan gerning kan kaldes kærlig.
Det er bogens grundtanke, at den menneskelige kærlighed er givet af Gud, og at ethvert menneskeligt kærlighedsforhold ideelt set burde afspejle dette forhold til Gud. At det dog langt fra sker, viser Kierkegaards mange og fint registrerende analyser af den menneskelige kærligheds farer og faldgruber: selviskhed, jalousi, misundelse, vane og ikke mindst kravet om genkærlighed.
Der er altså et spændingsforhold mellem den menneskelige opfattelse af kærlighed, som den kommer til udtryk i fx elskov eller venskab, og den kristne opfattelse af, hvad sand kærlighed er. En af bogens store forcer ligger netop i Kierkegaards evne til, på trods af spændingen, at fører de to opfattelser tilbage til én og samme kærlighedskilde. Han kan derfor udbryde: »elsk den Elskede trofast og ømt, men lad Kjerlighed til Næsten være det helliggjørende i Eders Forenings Pagt med Gud; elsk Din Ven oprigtigt og hengivent, men lad Kjerlighed til Næsten være hvad I lære af hinanden i Venskabets Fortrolighed med Gud!«
Det ledsagende kommentarbind indeholder en spændende beskrivelse af manuskriptmaterialet og ca. 2.300 kommentarer, der søger at klarlægge, hvad der ikke er umiddelbart tilgængeligt, og som gør denne udgivelse til den mest brugervenlige udgave af Kjerlighedens Gjerninger.
