Den 9. marts 1846 begyndte Søren Kierkegaard (1813-55) på den første af de protokoller, der i september 1855 endte med at bliver i alt 36 sammenhængende journaler. Den første af disse 36 journaler kaldte han blot NB, og de efterfølgende mærkede han ligeledes med NB og nummerede dem fortløbende fra NB2-NB36. Disse journaler kan således betragtes som en sammenhængende tekst, og de omfatter tilsammen ca. 7600 håndskrevne sider.
Kierkegaards ungdomsjournaler, som han skrev i perioden 1833 til 1846 og selv mærkede AA til KK, samt de 14 notesbøger, som han anvendte til notater og udkast fra 1833 til 1843, udkom som bind 17, 18 og 19 med tilhørende kommentarbind i november 2000, og i maj og november 2001. De første fem NB-journaler, NB-NB5, bind 20 med kommentarbind, udkom i marts 2003.
Her udkommer de næste fem NB-journaler, NB6-NB10 hvori Kierkegaard nedfældede sine interne tekster og inderste tanker fra juli 1848 til maj 1849.
Disse fem NB-journaler udgives for første gang i den form, hvori Kierkegaard førte dem, dvs. i et tospaltet bredformat – et typografisk nybrud – så læseren selv kan følge, hvordan han først foldede siderne på langs, skrev sine optegnelser i den brede inderspalte og senere tilføjede bemærkninger og kommentarer i den smalle ydrespalte.
Det ledsagende kommentarbind indeholder en indgående beskrivelse af hele manuskriptmaterialet, billeder heraf og et par tusinde kommentarer, der detaljeret søger at kortlægge, hvad der ikke umiddelbart er tilgængeligt i Kierkegaards tekst, og som gør denne videnskabelige udgivelse til den mest brugervenlige udgave af disse fem centrale journaler fra Kierkegaards hånd.