Fortæl os lidt om inspirationen til Engang var der ulve.
Jeg stødte på en artikel om den største og ældste levende organisme på jorden: Pando (The Trembling Giant), som er en bevoksning af aspetræer i Utah, som alle er forbundet af det samme store rodsystem. Nogle forskere mener, at bevoksningen er en million år gammel, men at det er ved at uddø på grund af menneskelig påvirkning. En måde at redde aspeskoven på kunne være at genindføre ulve, fordi de har stor betydning for deres omgivelser, men som tidligere blev udryddet på grund af jagt i området. Desværre ville det aldrig kunne lade sig gøre at genindføre ulve, fordi de lokale landmænd og jægere ikke ville tillade det. Da jeg læste om denne mærkelige, overnaturlige skov og dens overraskende mulighed for at overleve, vidste jeg med det samme, at jeg ville skrive historien om en kvinde, der brugte ulve til at redde en døende skov, på trods af at alle i området ikke ville synes om det. Jeg ville også skrive historien om selve ulvene; deres forfølgelse gennem historien, selvom de er de eneste, der kan redde det udsatte område. I Engang var der ulve er det menneskerne, der er de sande monstre.
Hvordan var din tilgang til skriveprocessen?
Jeg var nødt til at lave en masse research, inden jeg kunne gå i gang med at skrive. Jeg fordybede mig i en verden af forskere og naturforkæmpere, der udfører det modige arbejde med at genintroducere arter, specifikt Yellowstone Wolf Reintroduction Project. Jeg lærte meget om at arbejde med dyr, de svære beslutninger og de komplekse følelser, der opstår, når man arbejder med mystiske og uforudsigelige vilde dyr, og jeg lærte om ulvenes utroligt særegne personligheder. Jeg vidste, at jeg skulle skabe ulve med så meget individualitet, så de kunne være karakterer i deres egen ret, med historier om eventyr og overlevelse, så vi ikke kunne undgå at blive bjergtaget. På samme måde vidste jeg, at det var vigtigt at skabe karakterer, som kunne konkretisere det svære tema, jeg ønskede at udforske. Både den grusomhed og medfølelse, mennesker er i stand til at udvise. Inti Flynn, min hovedperson, blev en kvinde gennemsyret af min egen vrede over, hvad der sker i verden. Hun havde været vidne til for meget negativ menneskelig påvirkning – på hinanden og naturen, og hun havde mistet troen på menneskeheden. Processen med at skrive bogen endte faktisk med at have en helbredende effekt på mig. Intis forbindelse til sine ulve giver hende mulighed for at finde tilbage til empati, til medfølelse og i sidste ende til at ”rewilde” sig selv. Det genoprettede mit eget håb til vores evne til at redde denne verden.
Hvad er det ved naturen og miljøet, som tiltrækker dig, når du skal skrive?
For mig er naturen og miljøet en kilde til både inspiration og næring. Det får mig til at føle mig i live, det minder mig om at leve i min krop, det giver glæde og ro og det giver mig mulighed for at se alle de ting, vi endnu ikke har mistet. Jeg forsøger altid at bringe disse følelser ind i mit forfatterskab. Jeg håber, at mine romaner kan vække en sanselig oplevelse af at gå gennem en skov eller svømme i havet, at de kan være et frisk pust og minde læserne om den skønhed, som stadig er i verden.
Hvor meget research lavede du til denne bog? Hvor meget lærte du om ulve, rewilding, Skotland osv.?
Som jeg nævnte, lavede jeg et stort research-arbejde om, hvad det vil sige at være ulve-biolog og ulves adfærd. Jeg researchede også på en kompleks debat i Skotland om at genindføre ulve for at genoprette økosystemet der. På den ene side står naturforkæmperne, som argumenterer for den positive indvirkning, ulve har på deres omgivelser, og på den anden side står landmændene, der frygter den skade, ulve kan gøre på de tætbefolkede landbrugsområder. Som en del af min research tog jeg til Skotland og vandrede rundt i højlandet, udforskede landskabet og bjergene og de gamle skove, der har overlevet siden istiden, og som desværre er ved at uddø. Jeg prøvede at forestille mig, at ulve løb frit, jagtede hjortene og gav træerne en chance for at vokse igen.
Hvor er dit yndlingssted at skrive?
Jeg skal helst arbejde ved mit skrivebord på mit kontor, helt alene, ellers bliver jeg distraheret. Jeg ville aldrig kunne sidde og skrive på en café! Jeg kan godt lide at have lidt musik kørende i baggrunden, fordi jeg synes, det hjælper mig til at komme i den rette stemning og følelsesmæssige tilstand. Ideelt ville jeg selvfølgelig gerne have udsigt til havet eller en vild skov for inspiration, men det sker ikke lige, når man bor midt i byen i Sydney!
Hvad håber du, læserne tager med fra Engang var der ulve?
Det er uden tvivl en bog om empati – om dens styrke og mangel på den. Bogen udforsker den grusomhed vi kan udvise; ikke bare overfor hinanden, men også overfor den naturlige verden. Samtidig udforsker bogen den ømhed, sympati og generøsitet, vi også er i stand til at udvise. Jeg håber, at læserne vil blive inspireret til at udvikle deres egen empati – både overfor hinanden og overfor de usynlige vilde skabninger og områder, som vi ikke ser til daglig, og som derfor er lette at glemme. Det er sådan, vi kommer videre, det er den eneste måde at håndtere de massive klimaforandringer, den eneste rigtige vej til at rewilde os selv.
