Hvorfor skal vi overhovedet tænke og tale om døden?
Døden er en besindelse på livet. Med tanke på døden bliver livet ikke alene rammesat men også indholdsbestemt. Døden appellerer til, at vi overvejer og muligvis genovervejer vores levevej og vores prioriteter i særdeleshed. Dødens vigtigste budskab er kort sagt: ’lev det’. Samtalen om døden kan herved bidrage til at forløse vores tanker om livet. Vi kan lytte til hinanden og spørge om den tid der er og den tid der kommer. På den måde kan vi tale om det som har værdi i livet. Vi kan også tale om den sidste tid, hvad enten døden er nært forestående eller består af frygt og forhåbninger. Vi kan tilmed tale om tiden efter døden, hvilket både kan være den tid hvor nærtstående skal leve videre, men også troen på et muligt efterliv.
Hvorfor har vi så svært ved at tale om døden?
Vi har svært ved at tale om døden af mange grunde. Lad mig nævne nogle få eksempler. For det første af den simple grund, at vi ikke kender til den og ikke har erfaringer med den. Vi kender kun døden på anden hånd, når andre dør, hvilket for mange er en sorgens tid og dermed en svær tid. For det andet er det svært at tale om døden fordi den er blevet distanceret og professionaliseret. Når mennesker dør er der faggrupper som tager over. Flertallet af danskere ser derfor ikke mennesker som dør og ser kun sjældent et lig. Til gengæld er døden blevet dramatiseret gennem film og medier, hvilket kan bidrage til, at det bliver svært at tale om ens egen død. For det tredje er det svært at tale om noget som vi ikke er herre over og derfor ikke kan kontrollere. Døden er ikke i vores magt, hvilket strider med den moderne livsopfattelse, hvor livet er noget vi kan forme gennem talrige valg. For det fjerde er vores sprog blevet fattigt når vi skal tale om døden. Det gælder både vores egen død og tiden hvor andre dør. Vi tumler med ordene og træder os selv over tæerne gennem slidte fraser. Bogen adresserer disse punkter og bidrager til at styrke det sprog hvorigennem vi kan tale om døden.
Du skriver et sted i bogen, at vi gennem samtaler om døden kommer tættere på livet. Kan du forklare, hvad du mener med det?
Døden er ikke noget i sig selv, men kun noget i kraft af livet. Døden omkranser livet. Hvis vi derfor taler om livets grænser og grænserne for mit eget konkrete liv, bevirker det samtidig, at jeg tænker over den tid jeg har og det liv jeg lever. Døden indrammer mit liv og tvinger mig tættere på det, som jeg vurderer skal indrammes. Der er noget jeg kan gøre og noget jeg kan være, indtil livet er forbi. Døden tvinger mig til at tænke over det liv jeg lever, de måder jeg prioriterer, og livet som jeg bør leve det. På den måde er døden en livsanskuelse og bidrager til at jeg nærmer mig det som giver mening i mit liv.
Hvorfor tror du samtalen om døden, kan ændre måden vi lever på?
Døden er en besindelse på livet. Når vi erfarer andres død bliver vi klar over, at min egen tid også er begrænset. Med tanken kan vi udskyde døden og løbe fra den, men den er med hele vejen. Men indtil døden skal jeg leve. Men hvordan og på hvilken måde? Når vi taler om døden ender det altid med, at vi taler om livet. Samtalen om døden handler derfor om livet indtil døden og hvordan jeg lever livet i den tid jeg har. Hvad er vigtigt og mindre vigtigt? Der er meget vi ikke kan udskyde. Døden fortæller os hver dag, at livet ikke kan udskydes.
Har du et godt råd til hvad omsorgspersoner eller plejepersonale kan gøre anderledes eller styrke i deres dialog med døende?
Vi er alle døende. Men blandt nogle patienter skønnes døden at være nært forestående. I denne tid vil samtalen om døden typisk handle om livet. Livet der var, livet der er og efterlivet der måske kommer, hvis troen er med. Det vigtigste er, at finde samtalens spor hos patienten og dermed lytte til patienten og nærme sig det som for patienten har værdi. Det er slet ikke givet, at patienten overhovedet ønsker at tale om døden, hvilket derfor ikke skal påtvinges nogen. Samtalen om døden bør heller ikke skemalægges, planlægges eller fagligt forprogrammeres. Samtalen om døden kommer ofte når man mindst venter den. Det er her vi kan lytte. Generelt kan vi altid spørge og lytte til det som patienten anser som værdifuldt i den sidste tid, hvilket er en indirekte måde at tale om dødens komme.
Hvad er det vigtigste at tage med fra din bog?
Bogen giver døden er sprog og dermed en række muligheder for at tænke og tale om livet. Samtalen om døden er ikke farlig. Tværtimod giver samtalen indhold til livet.
