Hvor langt skal en sundhedsperson gå i sin information til patienten? Dødeligheden ved KAG-undersøgelser er statistisk opgjort til 1:1.000. Skal sundhedspersonen af hensyn til patienten undlade at oplyse om risici og komplikationer? Går patienters ret til information forud for, hvad de eventuelt vil kunne tåle at høre? Kan en sundhedsperson lovligt fastholde en dement patient for at gennemføre medicineringen med tvang? Har pårørende ret til information om familiemedlemmers sygdom? Kan mindreårige børn få aktindsigt i deres journal? Må andre end læger ordinere smertestillende medicin? Må sygehuset ved udskrivning af patienten automatisk sende sygeplejerapporten til hjemmesygeplejen?
Denne bog sætter ord på de dagligdags juridiske problemstillinger, der knytter sig til at arbejde i sundhedsvæsenet. Med eksempler fra praksis giver bogen svar på juridiske problemstillinger i forhold til patienters ret til selvbestemmelse, reglerne for tvang og magtanvendelse, særlige problemstillinger i forhold til hjemmesygeplejeordningen, reglerne for tavshedspligt og ytringsfrihed, patienters ret til aktindsigt og sundhedspersoners professionsansvar.
Eksemplerne fra praksis er gennem hele bogen markeret i tekstbokse og har til hensigt at stimulere læserens refleksion over egen praksis og handlemåde. En anden type tekstbokse er markeret med ! og er ment som en uddybning af fagstoffet.
Bogen er opdelt i 12 kapitler, der alle berører væsentlige juridiske aspekter med fokus på sundhedspersoners faglig virksomhed. I bogen er der lagt vægt på at give en samlet fremstilling af gældende ret. Bogen henvender sig til læger, sygeplejersker, jordemødre, radiografer, fysio- og ergoteraputer og andre sundhedspersoner med patientkontakt og behandlingsansvar.
Sundhedslovgivningen er siden 4. udgaven ændret på flere væsentlige områder. Ændringerne er indføjet i fremstillingen sammen med en ajourføring af retspraksis.
Det drejer sig fx om planlægningen af sundhedsvæsenets opgaver. Reformen af den primære lægehjælp, hvor almen praksis er tiltænkt en mere central rolle i forhold til de kommunale sundhedsopgaver, er således medtaget i et nyt kapitel 1. Forsøgsloven, der erstatter lov om videnskabsetisk komitésystem er medtaget i bogens kapitel 3. Forsøgsloven fastlægger rammerne for godkendelse af sundhedsvidenskabelige forsøg. I kapitlet beskrives de særlige regler, der gælder for forsøgspatienter, herunder forsøgspersoners ret til integritet og reglerne om forskning på mindreårige og akutte patienter. Journalføringspligten er udvidet til at omfatte alle autoriserede sundhedspersoner. Reglerne er fastsat i bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler og er medtaget i kapitel 10. Ud over regler for journalføringen er der også fastsat regler for det ansvar, sundhedspersonen har for at efterkontrollere journalførte oplysninger og regler for ledelsens ansvar. Kapitel 11 om myndigheders tilsyn inddrager de nye regler om tilbagevendende tilsyn og de beføjelser, Sundhedsstyrelsen har fået til at fastsætte faglige krav for de enkelte behandlingssteder og mulighederne for at gribe tidligere ind over for sundhedspersoner, der udgør en patientsikkerhedsrisiko.
Endelig er der i bogen indarbejdet mindre tilpasninger som en konsekvens af enkeltstående lovændringer og udviklingen i retspraksis. Det gælder udviklingen i administrativ praksis for sundhedspersoners pligt til at inddrage forældremyndigheden til mindreårige børn- og unge i beslutning om behandling, og servicelovens regler om behandling af mindreårige uden forældrenes samtykke i bogens kapitel 2. Desuden beskrives ændringerne i offentlighedslovens aktindsigtsregler i kapitel 6 og 7. De ændrede regler om videredelegation omtales i kapitel 9 ligesom praksis om retten til erstatning for skader i forbindelse med behandling af privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner.
For at sikre en ensartet sprogbrug benyttes konsekvent betegnelserne fra det nye patientklagesystem, når der i bogen refereres til administrativ praksis.
Åbyhøj, januar 2014
Kent Kristensen
