Grænser for omsorg

Grænser for omsorg

UDKOMMER 15. OKTOBER

Læs mere

Hvem skal drage omsorg for hvem? Hvor meget – og hvor går grænserne for omsorg? I en tid, hvor jorden brænder og mennesker brænder ud, er omsorg blevet et politisk kampfelt. Institutioner presses til bristepunktet, kroppe slides ned, og stadig flere menneskers liv holdes oppe af usynligt og underbetalt omsorgsarbejde. Samtidig vokser behovet for omsorg overalt.

Gennem analyser af aktivisme, kunst, velfærdsstat, familieformer og dansk landbrug viser bogen, hvordan omsorg ikke bare er varme hænder og gode intentioner, men også et konfliktfyldt arbejde i en verden, der selv er ved at bryde sammen.

Grænser for omsorg er både en kritik af de former for omsorg, der muliggør rovdriften på mennesker og planet, og et forsøg på at forestille sig andre måder at leve, arbejde og tage vare på hinanden i en klimaforandret verden.

Vi har ikke brug for mere omsorg. Vi har brug for en anden omsorg.

Ida Bencke er ph.d. og kurator, Mikkel Krause Frantzen er lektor i Moderne Kultur, Solveig Gade er lektor i Teater- og Performancestudier, Bue Rübner Hansen er postdoc og filosof, Isak Winkel Holm er professor i Litteraturvidenskab, Andy Lautrup er postdoc og etnolog og Alexander Osland Lorenzen er mag. art i Moderne Kultur.

Alle har været tilknyttet forskningsprojektet OIKOS: En kulturel analyse af omsorg og krise i det 21. århundrede på Institut for kunst- og kulturvidenskab, Københavns Universitet.

Men ud over at være forskere, undervisere, dramaturger og kuratorer er de også aktivister, forældre, ægtefæller, børn, børnebørn, katteejere, husholdere, omsorgsmodtagere og omsorgsgivere, medborgere, naboer, desillusionerede og håbefulde revolutionære eller reformister, det vil sige: mennesker på denne jord.

Grænser for omsorg
Bue Rübner Hansen, Mikkel Krause Frantzen, Solveig Gade, Isak Winkel Holm, Ida Bencke, Andy Lautrup & Alexander Osland Lorenzen
1. udgave 2026
Softcover
ISBN: 9788785266743
Antal sider: 204
Pris: 199,95 kr.
Udgivelsesdato: 15-10-2026

Forlag: A Mock Book
I kommission hos Gads Forlag