Gennem din research til bogen har du mødt mennesker på begge sider af terrorens konsekvenser. Hvad har gjort størst indtryk på dig under disse møder?
Det gjorde stort indtryk at møde Coco, tegner på Charlie Hebdo, der blev taget som gidsel af terroristerne og tvunget til at vise dem vej til redaktionen. Hun vidste, at de to mænd ville dræbe hendes kolleger - som også var hendes venner. Hvordan lever man videre efter det? Som hun siger: “Jeg blev ikke såret. Jeg blev ikke dræbt. Det skal jeg leve med resten af mine dage.”
Det gjorde også stort indtryk at møde faren til den unge terrorist, der sprængte sig selv i luften på scenen i Bataclan koncertsalen. Men også mødet med almindelige franskmænd – ateister, jøder, kristne og muslimer – som hver på deres måde lever med konsekvenserne af terroren - gjorde indtryk.
Hvilke mønstre, har du erfaret, der ligger til grund for, at unge mennesker bliver radikaliseret og ender med at begå terror?
Der er flere forklaringer. Nogle bliver tiltrukket af en ekstrem fortolkning af islam og tror på den som den eneste rigtige. En anden forklaring er unge, som føler sig udenfor samfundet, diskrimineret eller marginaliseret, finder identitet og fællesskab i radikale grupper.
For andre igen handler det om politik. Vrede over Vestens politik, kolonialisme eller militære interventioner. Nogle bliver også manipuleret og påvirket af radikale grupper, der fungerer næsten som en sekt. Endelig kan psykisk ustabilitet være en udløsende faktor for at begå terror. Der er ikke én enkelt forklaring. Hos radikaliserede er det ofte en blanding af flere forklaringer.
Blandt de personer, du interviewer i bogen, er Azdyne Amimour, hvis søn var en af terroristerne på Bataclan. Ændrede mødet dit syn på, hvordan man bliver radikaliseret?
Ja, det gjorde det. Azdyne Amimours søn voksede op i en kultur-muslimsk familie, forældrene var velintegrerede, de talte kun fransk til deres børn - sønnen og to døtre. De forstod ikke sønnens strenge opfattelse af religionen, og da de fandt ud af, at han var på vej til at blive radikaliseret, gjorde de alt for at forhindre det og ”få ham tilbage”. Men nogle gange kan man ikke redde sine egne børn.
Azdyne Amimours søn, Samy, havde for mig ikke en typisk baggrund som terrorist, men han er langt fra den eneste radikaliserede med en atypisk historie.
Bogen beskriver, hvordan terroren ikke kun har ramt enkeltpersoner, men også har ændret det franske samfund. Hvilken forandring mener du er mest markant?
Jeg oplever, at det land, som jeg er vokset op med, hvor jeg har familie og venner, er blevet et samfund med mere frygt og mistillid. Det er ikke dét Frankrig, jeg genkender fra min barndom og ungdom. Frankrig har altid været et land, præget af indvandring, men de senere år er tonen blevet meget hård overfor indvandrere og efterkommere.
Blandt mine jødiske venner oplever jeg også en indbyrdes splittelse, som jeg ikke har oplevet tidligere i den grad. Nogle anklager andre jøder for antisemitisme, fordi de kritiserer Benjamin Netanyahu og krigen i Gaza, konflikten er blevet så voldsom, at nogle ikke længere taler sammen.
Den politiske samtale er også blevet skarp og fordømmende og på sociale medier cirkulerer meget hårde kommentarer, det er ubehageligt.
Kan Danmark risikere at opleve den samme splittelse og polarisering, som terroren har skabt i Frankrig?
Måske. Terroren har accentueret en udvikling i Frankrig, fordi landet gennem flere år blev ramt af attentater, som har skabt mistillid og splittelse. Jeg oplever, at sociale medier i Frankrig forstærker den udvikling. Nogle mennesker isolerer sig i bobler med deres egen virkelighedsopfattelse, som ikke gør noget godt for fællesskabet. Det er en tendens, vi ser i flere lande, så det kan også ske i Danmark, tænker jeg.
Hvordan har det påvirket dig personligt og dit virke som journalist, at dække flere terrorangreb?
Jeg har altid været bevidst om at skelne mellem mit arbejde som professionel journalist og mig selv som menneske. Det gælder også, når jeg har dækket terrorangreb. Professionelt har jeg kunnet gøre mit arbejde, men personligt har oplevelserne påvirket mig. Ikke når jeg står midt i det, men bagefter.
Er der noget, du mener, at vi i Danmark og andre europæiske lande kan lære af Frankrigs erfaringer med terrorisme og de efterfølgende politiske og sociale reaktioner?
Ja. Flere franskmænd, jeg har talt med, fremhæver en pointe, som jeg synes er vigtig. Lederen af antiterror enheden, en overlevende fra Bataclan og en far, der mistede sin datter under angrebet, er enige om, at det er afgørende ikke at lade sig drive med af hadet og ønsket om hævn.
Angrebene på Bataclan, stadion og flere caféer blev Frankrigs ”11. september”, men myndighederne holdt fast i retsstaten og stillede mistænkte og medgerningsmænd for en domstol efter almindelige retsprincipper. De nævner alle tre, at USA gjorde det modsatte efter 11. september og tilsidesatte grundlæggende retsgarantier i behandlingen af terrormistænkte. De understreger, at det er vigtigt, følelserne ikke tager over, terrorister skal behandles som alle andre forbrydere, som straffes efter gældende retsregler. Ellers giver vi køb på vores bærende værdier og går ned ad terroristernes vej.
Hvad var det vigtigste, du ønskede, at læseren skulle forstå om Frankrig efter terrorangrebene i 2015?
Jeg ville beskrive den forandring, jeg har mærket i Frankrig gennem de senere år. Frankrig har historisk set været bannerfører for menneskerettigheder, oplysningstidens værdier og det europæiske samarbejde for at forhindre nye krige.
Terrorangrebene ramte ikke kun mennesker, men udfordrede også landets selvforståelse og nogle af de værdier, det bygger på. Gennem stærke personlige fortællinger håber jeg, at læseren kan mærke forskellen på Frankrig før og efter terroren – og derigennem forstå, hvordan og hvorfor landet har forandret sig - og hvad der kan være på spil for vores vestlige demokratier.
