Hvad var det ved Niels Erik Bank-Mikkelsen, der fik dig til at tænke: ‘Den historie skal fortælles’?
Jeg syntes, at Bank-Mikkelsens liv var usædvanligt spændende og inspirerende. Hans udgangspunkt i alle menneskers ligeværd. Hans deltagelse i modstandskampen. Og hans fuldstændigt kompromisløse, livslange kamp for at sikre de mest sårbare mennesker i vores samfund, de udviklingshandicappede ‘et liv så nær det normale som muligt.’
Der er ingen tvivl om, at han er den danske embedsmand, der har gjort størst forskel for flest mennesker, her og verden over. Samtidig med at han arbejdede på at opbygge en moderne forsorg i Danmark - og forsvarede og forklarede den på op mod 200 offentlige møder om året - var han uhyre aktiv og efterspurgt som taler og inspirator ude i verden.
Jeg arbejdede selv i en periode i forsorgen, mens Bank-Mikkelsen knoklede for at ændre den. Og fik for alvor øjnene op for hans store indsats , da jeg for nogle år siden skrev bogen ‘Befrielsen - de udviklingshæmmedes historie i Danmark’
Hvad overraskede eller chokerede dig mest under din research?
Hvad der chokerede mig mest var, hvor hurtigt regering og Folketing løb fra løftet om at finansiere den udbygning og udvikling der var nødvendig for at realisere 1959-loven. Den lov Bank-Mikkelsen havde skabt grundlaget for, og som Folketinget enstemmigt havde vedtaget.
Der var i første omgang kun ressourcer nok til at opbygge en ny, ekstern forsorg - ikke til at nedlægge de gamle anstalter og opfylde løftet om ret til undervisning af alle.
Hvad der overraskede mig mest var, med hvilket utroligt engagement amterne i 1980 overtog ansvaret for indsatsen for de udviklingshandicappede fra staten. De gjorde det økonomisk muligt at føre normaliseringsprincippet fra den nye eksterne forsorg igennem også i forhold til de 11 store anstalter - eller som de nu hed ‘Centralinstitutioner’.
I løbet af få år realiserede de sammen med Bank-Mikkelsens dennes drøm om at nedlægge anstalterne, flytte borgerne til mindre bosteder, fyre de magtfulde psykiatriske overlæger og overlade forsorgen til først og fremmest socialpædagogerne. Denne bormalisering blev muligt, fordi amterne havde ret til at udskrive regningen som en stigning i amtsskatten.
Hvordan kunne Danmark gå fra racehygiejne og tvang til at blive et internationalt forbillede på handicapområdet?
Kritikken af de faktiske forhold i forsorgen var i 1950’erne vokset betydeligt i takt med overbelægningen og underbemandingen af anstalterne. Samtidig var tidsånden med Bank-Mikkelsen og de kritiske forældre, han havde allieret sig med.
Politikere og ledende embedsmænd erkendte, at behandlingen af ‘de åndssvage’ var i direkte modstrid med tidens voksende fokus på menneskerettigheder. Samtidig var det blevet klart, at racehygiejnen i dens mest ekstreme form havde ført til mord på op mod 300.000 sindslidende og åndssvage i Nazityskland.
Det nye erkendelser betød, at det blev muligt for Bank-Mikkelsen at få opbakning til sin og forældrenes linje for fremtiden forsorgsarbejde. Det slog markant igennem, da han i slutningen af 50’erne blev pennefører for udformningen af den betænkning, der kom til at ligge til grund for den progressive åndssvagelov i 1980.
Det fremmede yderligere omslaget, at det blev Bank-Mikkelsen, der efter lovens vedtagelse blev både forsorgschef og bestyrelsesformand for den nye Statens Åndssvageforsorg. Hans store dynamik og evne til at skabe politisk, folkelig og mediemæssig opbakning gjorde en vigtig forskel.
Hvad fik Niels Erik Bank-Mikkelsen til at kæmpe imod systemet? Hvad drev ham?
I udgangspunktet var det hans stærke retfærdighedssans. Og det budskab om ligeværdighed, han havde med fra sin opvækst i en kristen, socialt engageret familie. Retfærdighedssansen blev utvivlsomt skærpet af hans egne oplevelser fra fangenskabet i Vestre Fængsel og opholdet i Frøslevlejren. En indespærring, der skyldtes hans deltagelse som ledende figur i det illegale bladarbejde.
Helt konkret var der tre der tre faktorer, der for alvor fik ham ind i kampen for bedre forhold for de ‘åndssvage’ i begyndelsen af 50’erne: En voldsom uretfærdighed begået mod en kvinde i hans nærmeste kreds. De besøg han aflagde på de racehygiejnisk baserede anstalter efter at han i nogle år havde siddet udelukkende på ‘papirsiden’ inde i Socialministeriet. Og mødet med de forældre, der i kampen for et bedre liv for deres børn stiftede Landsforeningen Evnesvages Vel.
Hvilken myte om dansk velfærd eller handicaphistorie håber du, at bogen gør op med?
De seneste år er der udkommet en række fremragende bøger og beretninger om livet for udviklingshandicappede mennesker i 1900-tallet. Alle spændende og relevante historier, der bør blive fortalt, om skæbner, der ikke fortjener at blive fortiet. De har dog én ting til fælles: Hovedvægten i stort set dem alle ligger på datidens miserable tilstande. Fortællinger om racehygiejne og sterilisationer, om indespærring, anstaltsliv og tvang.
Men der findes en anden og sideløbende historie, nemlig den om modstanden mod dette system og om de mennesker, der gjorde en afgørende forskel. Den synes jeg er underfortalt, og det vil jeg gerne bidrage til at rette op på.
Jeg synes det vigtigt ikke kun at vise elendigheden, men også at det er muligt at kæmpe imod den, at dreje udviklingen. Måske er det endda i særlig grad afgørende i en tid, hvor landets regering giver udviklingshandicappede en undskyldning, samtidig med at stat og kommuner systematisk afvikler de værdier og resultater, Bank-Mikkelsen kæmpede for og delvist opnåede.
Er der en scene eller en person i bogen, som har gjort særligt indtryk på dig?
‘Det er så Elly, min kæreste’, lyder det, da Niels Erik Bank-Mikkelsen åbner døren. Udenfor står Søren, en ung mand Bank-Mikkelsen mødte i Vestre Fængsel i 1944, da han var taget af tyskerne for illegalt bladarbejde. Som han holdt hånden over - og som efter krigen er blevet en hyppig gæst hos familien.
Søren sad inde for vagabonderi og tyveri og røg videre til tysk arbejdslejr. Nu har han fået arbejde, eget værelse - og altså kæresten Elly. Glæden er stor og Bank-Mikkelsen og hans kone Birthe låner det unge par til udbetalingen på en lille bungalow, parret bliver gift og…
Nej. Børn får de ikke. Da Elly var en stor pige, blev hun voldtaget af sin stedfar, bedømt som ‘moralsk åndssvag’ og placeret under forsorg. Nu er hun ude, men betingelsen for at slippe ud fra anstalten er, at hun er blevet steriliseret.
Ellys søn Gustav, der blev resultatet af voldtægten, er på børnehjem. Elly og Søren vil gerne tage ham til sig, men får gentagne afslag. Og et par år efter drukner Gustav under en ‘springtur’.
På det tidspunkt har den unge jurist Niels Erik Bank-Mikkelsen været ansat i Socialministeriet i nogle år. Her har han ‘fået de åndssvage’. Men ikke rigtig mødt dem endnu.
Mødet med Elly, og hans forfærdelse over at være en del af det system der har mishandlet hende, bliver den første af tre faktorer, der forvandler den unge mand fra papirskubber til livslang forkæmper for de udviklingshandicappedes ligeværd og rettigheder.
Bank-Mikkelsens normalitetsprincip er i dag en del af FN’s Handicapkonvention. Hvad kan vi stadig lære af hans tanker i 2026?
Bank-Mikkelsens tanker og principper er efter min mening nøjagtig lige så vedkommende som de var, da de blev tænkt og udmøntet.
Normalitetsprincippet er ikke teoretisk, ideologisk eller på nogen vis abstrakt. Det er en praktisk anvisning i at behandle andre, her de mest sårbare, som du selv vil behandles. Og give dem de samme livsbetingelser, så vidt det er muligt. - og gerne lidt bedre.
De seneste tyve år har det danske samfund i stigende grad puttet de udviklingshandicappedes tilbage i institutionslignende rammer. Ophævet skellet mellem bosted og arbejdssted. Skåret i støtte- og ledsagetimer. Og som en konsekvens udvidet rammerne for brug af tvang og magtanvendelse, så borgerne kan passiviseres, når man ikke har tilstrækkeligt personale til at sikre dem en meningsfuld dagligdag.
