Ungeenheden

Ungeenheden er Fine Gråbøls debut. En omsorgsfuld og kritisk roman om en gruppe unge i psykiatrien og deres fælles liv på et bosted i København.

Ungeenheden holder til på femte sal. Her møder vi Lasse, Marie, Waheed, Sara, Hector og den navnløse fortæller. De har alle fået tildelt ophold efter en paragraf i Serviceloven og bor nu i det tidligere plejehjem, der udgør bostedet. Over en lang, varm sommer følger vi de små rutiner og store katastrofer, der tegner de unges hverdag med hinanden, personalet og det psykiatriske system. Alt imens de øver sig i at leve et almindeligt liv: at koge en suppe, at sove om natten, at undgå at dø for egen hånd.

Ungeenheden er en undersøgelse og en kritik og et smukt fortalt indblik i et ømt og ustabilt fællesskab.

"Det er den på én gang fint poetiske og usentimentale tone, som gør Fine Gråbøls roman til en læseoplevelse, et sindslidelsens skatkammer, som vi i grunden godt kunne blive ved med at citere fra…" – Erik Skyum-Nielsen, Dagbladet Information

"Den er en af de fineste, reneste og mest sårbare danske romaner, jeg længe har læst." – ELLE

"Poetisk og velkomponeret debutroman lægger op til en kritisk diskussion af vores syn på psykisk sygdom." – litteratursiden.dk

"Ungeenheden er en undersøgelse og en kritik og et smukt fortalt indblik i et ømt og ustabilt fællesskab." – bogmarkedet.dk

"... Ungeenheden står tilbage som et lyrisk vidnesbyrd, der fortæller langt mere, end vi læser på disse 170 sider." – pov.international

"Fine Gråbøls beskrivelse af ungeenheden bibringer læseren den grå stemningen i en udslusningsbolig. (...) Man mærker påpasseligheden, hvor følelserne er holdt tilbage, indtil de eksploderer i vrede eller selvskadende aktivitet." – Nordjyske Stiftstidende Vendsyssel

"Romanen er et velskrevet, interessant og et kærkomment bidrag til den fortløbende samtale om psykisk sygdom, der måske (håber jeg) er med til at punktere tabuer og fordomme." – bogblogger.dk

"... forfatteren tegner et både usentimentalt, knivskarpt og poetisk billede af en lille gruppe unge menneskers møde med psykiatrien. Der er ikke noget i romanen, der udpensles. Der er plads til, at læseren kan opfatte det, der står mellem linjerne." – randiglensbo.dk