Hvordan reagerede I, da Mette Frederiksen lukkede landet ned 11. marts 2020?
Som så mange andre - med ængstelse over hvad der ville komme. Ingen vidste på daværende tidspunkt, hvor farlig coronavirus kunne vise sig at være. Men samtidig var det jo som medicinhistorisk forsker et ufatteligt spændende tidspunkt at være i live. I første omgang var der ikke et særligt stort fokus på vacciner. Til gengæld blev den midlertidige epidemilov, og sundhedsministerens vide beføjelser genstand for en kritik, der på mange måder indvarslede den vaccinemodstand, som for alvor voksede frem et år senere. Allerede inden den 11. marts florerede der en række konspirationsteorier på nettet om angivelige patenter på vacciner mod den nye, mærkelige virus, som skulle være et ‘bevis’ på, at pandemien var skabt og iscenesat af bestemte aktører. Så det var til at forudse, at konspirationsteoretikere ville få kronede dage efter nedlukningerne og at vi ville se en genopblomstring af en vaccinemodstand.
Hvorfor er vaccinemodstandens historie interessant?
Fordi den viser os at de argumenter og diskussioner som coronapandemiens vaccinemodstand bragte med sig, alle sammen er nogle vi har set og hørt siden den allerførste vaccine mod kopper. Idéerne er de samme, og det peger på at der enten er nogle af de samme menneskelige mekanismer i spil, i form af frygt og angst for sprøjtens indhold, eller at vi simpelthen ikke er blevet bedre til at oplyse og informere om vaccinernes sikkerhed, risici og betydning. Dertil kommer at vaccinemodstanden, når den ikke er rettet mod selve indgrebet, meget ofte er blandet sammen med andre strømninger. Det kan være antikoloniale idéer, hvor vaccinemodstand bliver et element i en større opposition eller en vrede mod statens tiltagende disciplinering og kontrol af befolkningen. Eller det kan være under 1970’ernes autoritetskampe, hvor vaccinemodstand bliver en del af kampen for retten til at bestemme over ens egen krop. Og senest hvor vaccinemodstanden overfor coronavaccinerne kun i meget begrænset grad kan adskilles fra en modstand mod siddende regeringer og sundhedsmyndigheder, der betragtes som korrupte og totalitære. Der er ofte mange andre sociale, kulturelle og politiske mekanismer i spil end ‘blot’ modstand mod vaccination som sådan.
Hvilken betydning har antivaxere haft gennem tiden?
Det kommer an på hvor man kigger hen. De har spillet en forholdsvis lille og ubetydelig rolle i et land som Danmark. Men i andre dele af verden har misinformation om vacciner, uanset om den så kommer fra antivaxxere eller andre, betydet udbrud af smitsomme sygdomme. Idag kan man så tale om at antivaxxerne taler ind i en større magtkritisk og ofte konspiratorisk dagsorden, hvor deres tilstedeværelse og betydning muligvis begynder at være større. I hvert fald ser man dalende vaccinetilslutning i forbindelse med nogle vacciner, som f.eks. mæslingevacciner, hvor antivaxxere har haft held til at udbrede misinformation. I bogen fokuserer vi imidlertid også på de positive sider af vaccinemodstanden. I det meste af 1800-tallet var dødeligheden for koppevaccinen på næsten 2% primært pga risiko for bakterieoverførsel af andre sygdomme. Det fik mange, heriblandt også læger, til at slå alarm og kræve bedre hygiejne og udvikling af vaccineteknologi, hvilket i de vestlige lande førte til oprettelsen af statslige laboratorier og institutter, der kontrollerede vaccinerne. Det gælder også Statens Serum Institut, som blev grundlagt i 1902. Historien er således ikke sort-hvid, og traditionen for at anskue vaccinemodstandere som tåbelige, irrationelle og bagstræberiske personer gør vi i bogen op med som forældet.
Hvad har overrasket jer mest?
Helt klart at argumenterne er så ens igennem historien. Der er nærmest ingen forskel på argumenterne i slutningen af 1700-tallet og under coronapandemien. De folder sig ud i en modstand mod enten selve vaccinen og vaccinens indhold, hvor man er utryg ved bivirkningerne eller i en modstand mod dem, som påbyder en at tage vaccinerne. De idéer har helt grundlæggende været konstante i hele vaccinemodstandens historie. Samtidig har der været nogle overraskelser i form af, hvordan de argumenter vi troede var bærende, som f.eks. religiøs modstand, i nogle sammenhænge viste sig at være underordnet i forhold til f.eks økonomiske interesser i at være imod en ny vaccine. Eller hvordan coronamodstandens slagord om den rene, uvaccinere krop har fortilfælde i både 1970’ernes antiautoritetskampe og 1930’ernes nazistiske sundhedsidéer om ‘det rene blod’, som ikke måtte forurenes af ‘vaccinationsgift’. Corona-slagordene om ‘Min krop, mit valg’ stammer fra feminismens krav om retten til fri abort og er ikke en ny opfindelse. Ikke at idéerne er de samme, men at de deler en fælles forståelse af kroppen som noget det enkelte individ har ansvaret for at holde sundt, ikke staten og sundhedsmyndighederne. Det kom også bag på os, at den alternative medicins overbevisning om, at det er bedre for kroppen at opnå naturlig immunitet uden vacciner har mere end 150 år på bagen og den dag i dag appellerer til mange, især småbørnsforældre, der frygter skadelig kemi og gerne vil undgå at udsætte deres børn for ‘kemisk’ påvirkning.
Hvad er bogens vigtigste pointe?
At det ikke nytter at sætte vaccinemodstandere i bås som uvidende og sølvpapirshatte. Eller at vaccinemodstand skyldes uvidenhed eller manglende information. Tværtimod har vaccinemodstandere ofte sat sig mere ind i vaccinetyper og bivirkninger end den gennemsnitlige borger. De er faktisk informerede medicinske forbrugere -selvom informationen så undertiden kommer fra tvivlsomme kilder og Dr. Google. Vaccinemodstand spænder bredt, fra oprigtig bekymring over vaccinernes bivirkninger og eventuelle skader på en selv eller ens børn, til ideer om globale multinationale netværk med hemmelige planer. De er ikke de samme. Samtidig er det vigtigt at holde fast i den videnskabelige diskussion og udvikling hvor modstand og skepsis er en helt essentiel del af de medicinske fremskridt.
