Omvæltningernes tid

Omvæltningernes tid

Familien Mærsk Møller, Svendborg og kampen om dampskibene

Omvæltningernes tid bringer læseren tæt på historien – på Peter Mærsk Møller, hans søn A.P. Møller og deres modstandere, der kæmpede om kursen for søfarten og samfundet.

Pris: 329,95 kr.
Køb
Læs mere

I 1884 ankom Peter Mærsk Møller og hans familie til sejlskibsbyen Svendborg, et af Danmarks største søfartscentre. Overbevist om den nye dampskibsteknologi købte han et dampskib og forsøgte at overbevise svendborgenserne om, at dampens kraft var fremtiden. Men svendborgenserne holdt fast i vinden. Den var gratis, mens dampskibe var for dyre og for usikre. 

Trods massiv modstand grundlagde familien Mærsk Møller to dampskibsselskaber i byen, og de næste mange år udfoldede der sig en dramatisk kamp om teknologi, tradition og fornyelse. Striden rakte langt ud over det lokale. 

Omvæltningernes tid bringer læseren tæt på historien – på Peter Mærsk Møller, hans søn A.P. Møller og deres modstandere, der kæmpede om kursen for søfarten og samfundet. Det er en fortælling om skibsbyggeri, søfolks liv, kvinders rolle og forholdet mellem land og by – og om at navigere i en tid med store teknologiske forandringer. 

Fremtiden var til debat, mens søfarten langsomt omstillede sig fra sejl til damp og fra vind til kul – og en af danmarkshistoriens største virksomheder tog sine første skridt. 

Anmeldelser og omtale

 "Historiker slipper særdeles heldigt af sted med fortællingen om Mærsk-familiens tidlige år i Svendborg. Nils Valdersdorf Jensen har leveret en særdeles velskrevet bog om Svendborgs sejlskibsmiljø og familien Mærsk-Møller. På elegant vis bliver læseren placeret i et kendt dilemma, hvor nye tanker udfordrer traditionerne. … glimrende bog … Styrken ligger især i sproget og den meget levende måde, som persongalleriets overvejelser og tanker bliver præsenteret for læseren bundet sammen med de mange kalejdoskopiske mikro- og makrohistorier, som bogen er fyldt med. Man kommer altså vidt omkring, og selvom man kunne mistænke forfatteren for at ville for meget, lykkes det på forunderligste vis at binde det hele logisk og kontinuerligt sammen i denne meget læsevenlige og absolut anbefalelsesværdige bog, som sætter nye standarder for spændingsfeltet i lokalhistoriens møde med den til tider brutale og fremskridtsorienterede omverden.” – Altinget.dk

"I en ualmindelig velskrevet bog præsenterer han læserne for sejlskibstidens svanesang og dampskibenes indtog. … Nils Valdersdorf Jensen har foretaget et flot valg: han fremstiller perioden ved at lade læseren opleve den gennem de mennesker, der var markante personer i forløbet. Stor ros for denne måde at formidle på – det giver en meget bredere læserskare. … En spændende og fornem bog er det blevet til. Takket være forfatterens store viden om udviklingen i den sydfynske skibsfart. … fremragende bog lige til at gå til – en fornem fortæller, fremragende illustrationer og forbilledlig litteraturliste. Det er virkelig et stykke tid siden, jeg har set så fint et historisk arbejde." – Historie-Online.dk

Q&A MED Nils Valdersdorf Jensen

Hvorfor skal vi læse denne erhvervs- og kulturhistorie?
Omvæltningernes tid går tæt på konflikten mellem sejlskibsfolk og dampskibtilhængere omkring år 1900. Familien Mærsk Møller var på dampernes hold. Som tilflyttere i Svendborg kæmpede de i begyndelsen en forgæves kamp for at få svendborgenserne til at se skriften på væggen: dampskibene var fremtiden. Men nej. Anført af familien Hansen, der også har en hovedrolle i bogen, strittede sydfynboerne imod. De mente, at sejlskibene var fremtidssikre – vinden var jo gratis. Ligesom os stod datidens mennesker overfor voldsomme teknologiske omvæltninger og forsøgte at navigere i en usikker tid. Omvæltningernes Tid kan derfor komme med nye historiske perspektiver til nutiden.

Er der noget i din research der har overrasket dig?
Det har overrasket mig, hvor lidt forskel der faktisk var på vindere og tabere i overgangen fra sejl til damp. Sammenligner man familien Mærsk Møller og familien Hansen var deres værdier stort set ens. Det der gjorde den store forskel, var timing og tilfældighed – og ikke mindst evnen til at forestille sig, at verden kunne se anderledes ud. Og det kunne A.P. Møller.

Hvorfor var det Svendborg, der var omdrejningspunktet for skibsfarten?
Før dampskibene var provinsen fyldt med søfartsbyer. I Marstal, Svendborg, Dragør og på Fanø var livet bygget op om søfarten. På Sydfyn var det for mange unge mænd ikke et spørgsmål om, hvorvidt de skulle ud at sejle, men mere hvem de skulle sejle med. Skibene blev bygget og finansieret lokalt, sejlene var lavet af lokale sejlmagere og tovværket på lokale reberbaner. Når søfolkene tjente penge, byggede de nye skibe – det var et cirkulært system, der kollapsede, da dampen kom.

Det var et samfund uden mænd. Vil du forklare det?
Sømændene var væk i sejlsæsonen fra marts til november. Man kunne se det på fødselsstatistikken, da de fleste børn blev født 9 måneder efter sejlsæsonens afslutning, og man kunne se det i byen, hvor der var påfaldende få mænd i gadebilledet. Mændenes fravær gav sømandskonerne et helt andet råderum end kvinderne på gårdene eller i arbejderhjemmene. Sømandskonerne sad for bordenden det meste af året, styrede husholdningen og indgik ofte i søfartens forretningsside – bl.a. som skibsredere.

På hvilken måde var Peter Mærsk Møller anderledes end svendborgenserne? 
Peter Mærsk Møller og hans familie mente, at dampen var fremtiden. Sejlskibene var forældede, og man skulle skynde sig at omstille sig til de nye tider, mente Peter. Svendborgenserne ville hellere fortsætte, som de altid havde gjort. Det udviklede sig til en dramatisk konflikt, der i bund og grund handler om, hvordan vi tilpasser os ny teknologi.

Hvad er det for omvæltninger, du fortæller om i bogen?
Overgangen fra sejl til damp var et kolossalt skift. Sejlskibene var afhængige af vinden, og blev nu udfordret af skibe, der kunne sejle uden at der rørte sig så meget som den mindste brise. Det forandrede verdenshandlen – og bogen bruger Svendborg som en prisme til at forstå, hvor den dampskibsdrevne globalisering skabte nye hierarkier både globalt og lokalt. Nogle blev vindere, og andre blev tabere.

I dag befinder vi os også i en slags omvæltningernes tid. Hvad synes, du vi kan lære af historien?
Ser man på den sorte omstilling af søfarten fra sejl til damp, så tog det overraskende lang tid. Dampen var ikke en overlegen teknologi, der fejede al modstand til side med et håndslag. Det tog 120 år fra det første dampskib i dansk farvand, til at det sidste sejlskib i handelsflåden fik ilagt motor. Det fortæller os, at omstillinger tager voldsomt lang tid – og at modstand først bliver overvundet, når resultaterne taler for sig selv. Det peger på, at vi nok ikke skal tale om en grøn omstilling, men om en grøn evolution.

Presse

Her kan du finde pressemeddelelse og billedmateriale. 

Alle billeder skal bruges ifølge med omtale eller anmeldelse af bogen, og med tydelig kildeangivelse/fotografkreditering.

Pressemeddelelse






Forside                                                                                                 
Forfatterfoto af Nils Valdersdorf Jensen
Foto: Siw Aldershvile Nielsen
Omvæltningernes tid - Familien Mærsk Møller, Svendborg og kampen om dampskibene
Nils Valdersdorf Jensen
1. udgave 2025
Hardcover
ISBN: 9788712078555
Antal sider: 304
Pris: 329,95 kr.
Udgiver: Gads Forlag
Udgivelsesdato: 20-03-2025

CO2e-aftryk pr. eksemplar: 820 g (1. oplag)

Kig i bogen

Forfatter

Nils Valdersdorf Jensen

Nils Valdersdorf Jensen

Nils Valdersdorf Jensen (f. 1987) er historiker, ph.d. og afdelingsleder ved Svendborg Museum. Læs mere