Agora var ifølge Homer det, der gjorde den græske kultur til noget særligt. For Montaigne var Piazza del Campo i Siena det smukkeste, man kunne se i en by. Holberg kaldte Peterspladsen det skønneste sted i Rom. Robert Browning faldt i lyrisk ekstase over livet på piazzaen. Og Inger Christensen drømte om en lejlighed med udsigt over Rådhuspladsen.
Agora, forum, piazza, place royale, residential square: Byens pladser har altid været samlingspunktet. Planlæggernes visioner for byen har haft pladsen som omdrejningspunkt. Regenter og revolutionære har brugt pladsen til at sætte deres interesser igennem. Filosofferne har skærpet deres tanker i søjlegange og på cafeer. Og forfattere har bygget litterære pladser.
I det 19. århundrede kom pladskunsten i krise, og man begyndte at tale om agorafobi. I det 20. århundrede forsømte den modernistiske byplanlægning det offentlige rum, alt imens trafikken åd sig ind på de eksisterende pladser. Men i 1980’erne vendte billedet, og siden årtusindskiftet har der været fokus på byens pladser.
I politik har ”det arabiske forår”, den spanske M11-bevægelse, den internationale Occupy-movement mv. genskabt byens plads som politisk scene. Anlæg og omlægning af pladser har fået en prominent rolle i byernes bestræbelse på at brande sig. Og i litteraturen har pladsen igen placeret sig som et afgørende moment i fremstillingen af byens liv. Denne bog giver et samlende historisk overblik, fra agoraen i det antikke Athen til aktuelle pladser. Med et analytisk blik på typiske og særligt interessante pladser fra det romerske Forum til Potsdamer Platz og Tahrir-pladsen og på en løbende redegørelse for ”litterære pladser” – udformet af forfattere som Aristofanes, Plautus, Corneille, Dickens, James, Woolf, Döblin, DeLillo, Asturias, al Aswany.
